Årets gang er blevet et populært litterært greb. Øinfluenceren Maj My Humaidan foretog det i sin revanchistiske dagbog Blødt (2025), og det samme gjorde Svend Brinkmann i pandemiværket Mit år med Gud (2021). Og nu har så også chefredaktør og journalist Lea Korsgaard talt dage og årstider i jagten på en mening med tilværelsen.

Det gør hun i bogen Inden året er omme med undertitlen Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde. Et velskrevet og tankevækkende værk, der mirakuløst nok helt undgår subgenrens mange faldgruber fra det ubehageligt selvretfærdige (Humaidan) til det kedsommeligt småpludrende (Brinkmann). Korsgaards bog er kort og godt fremragende.