Konstruktiv tale

Et godt bud på tidens mest typiske retorik er den konstruktive tale. I privaten såvel som på arbejdspladsen, i skolen og gudhjælpemig også midt i sportskampen forventes det (og forventer vi efterhånden selv), at vi ikke bare taler pænt til hinanden, men tilmed svøber virkeligheden i opbyggelige gloser.

Forleden læste jeg et opslag fra en dansk kendis, der berettede om en hård tid. Hendes kæreste havde fået konstateret kræft, og nu havde de besluttet at gå fra hinanden.

Det lød helt forfærdeligt, og jeg mærkede øjeblikkeligt en medfølelse for to mennesker, jeg aldrig har mødt, og som jeg, indrømmet, tidligere har opfattet som intellektuelt underfrankerede. Men, tænkte jeg, det sidste betyder jo ingenting stillet over for den almenmenneskelige ulykke, som en livstruende diagnose og et kærlighedsbrud ubetvivleligt er.

Men så læste jeg den sidste del af opslaget, der ved første øjekast var gemt bag en »læs mere«-boks. Som dug for solen forduftede pludselig den sorg og fortvivlelse, som selv jeg – på behagelig afstand af krisen – havde nået at mobilisere.

Her skrev kvinden om parrets fælles »rejse« og om, hvordan hun var evigt »taknemmelig« for, hvad der var hændt dem, og at hun nu kunne sætte ham fri. Ahva? Jeg var nødt til at genlæse det: Han havde fået kræft, var dødssyg, og nu kunne hun ikke mere, men havde været nødt til at forlade ham.

Selv dette scenarie kunne tilsyneladende omtales som en opbyggelig, lærerig erfaring, noget, man burde være taknemmelig for.

Det mest uhyggelige ved den konstruktive tale og tanken om, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget, er ikke, at vi dermed sender halvbagt strategisnak ud i verden, men at vi selv – hver for sig i vores inderste mørkekamre – begynder at tro på det.

For i denne tvungne etik findes en kynisk fejllæsning af tilværelsen, der minder om den verdensanskuelse, vi finder hos den religiøse fundamentalist: Alt sker af en grund og med forsæt: En kosmisk kraft har givet min kære en uhelbredelig sygdom. Det er trist, men jeg skal samtidig være taknemmelig.

Men livet er fuld af dårligdomme, ulykker og sorte tanker. Det er et menneskeligt grundvilkår, og i forsøget på at nedtone, endsige eliminere dem, risikerer vi at miste en væsentlig dimension i tilværelsen, ja måske hele vores menneskelighed.

Dårlige ting kan ske. Uoprettelige hændelser kan ikke gøres om. Bordet fanger, og det gør ondt. At erkende dette kan gøre os triste og sorgfulde, men åbner samtidig for muligheden af et fællesskab, eftersom sorgen er almenmenneskelig og genkendelig for andre.

Den demonstrative konstruktivisme, derimod, er i sidste ende et fængsel, en enecelle for det enkelte menneske. For hvad nu, hvis jeg ikke lige kan mobilisere det positivt-konstruktive sind i mødet med katastrofen? Da peger pilen kun ét sted hen, og det er på én selv.