Ulysses 100 år. Så er det nu. En førstegangslæser møder den banebrydende roman, dens udenomsværker og følge af beundrere.
Ja sagde jeg ja jeg vil ja
Illustration: Lars Vegas Lars Vegas Nielsen/weekendavisen 2022
Hvad jeg ved på forhånd om James Joyces Ulysses (1922). Den fylder 100! En klassisk dårlig-samvittigheds-roman, man bør læse. At den ikke er en bog, men et bjerg eller et bundløst kar omgivet af kult og røgelse. Krævende, drillende, gådefuld, en ekspedition, de færreste gennemfører. At man ville kunne genopbygge Dublin efter romanen, hvis byen gik til. At den rummer bevidsthedsstrømme eller, som vi elskede at sige i dansktimerne på Virum Statsskole sidst i 1970erne, stream of consciousness. Ikke at vi læste bogen, men vi gnubbede os lidt op ad den. At den har forbindelse til et andet stort og meget ældre værk, man muligvis heller ikke har fået læst, selvom man burde; Ulysses er latinsk form for Odysseus.
Nu holder jeg Ulysses (Karsten Sand Iversens nyoversættelse fra 2014) i hænderne som udfordret førstegangslæser, præget af en romantisk idé om at være så uforberedt som muligt og ikke konsultere den bog om bogen, jeg også har liggende. Bare kaste mig ind i romanen, hvis handling kortfattet står på flappen:
Del:
