Det er noget af en debutroman, jazzmusikeren Benjamin Koppel nærmest ud af det blå smækker på disken i dag: En 509 sider lang episk roman, som i en uhørt detaljerigdom gengiver danske jøders historie i et brag af en slægtsfortælling. Intrigen er usædvanligt velkomponeret. Sprogligt er det hele brandgodt skrevet. Historien er både vedkommende og højaktuel. Den er spændende og hæsblæsende som en thriller, fuldfed og sød som en fransk dessert, lun og underholdende som en virkelig god søndagsserie på DR. Sagt lige ud: Den er helt umulig at slippe, når man har læst bare den første side, hvor hovedpersonen Hannah, med fingrene krampagtigt lukket om sengens kolde jern og neglene boret ind i håndfladen, føder et uønsket barn. Først 509 sider – og 100 års dansk-jødisk historie – senere forstår man omsider det hele.

Historien, der er bygget op som en art zigzaggende slægtsroman, er fortalt fra krigens afslutning og frem, hvor Hannah er flygtet til Sverige. Men hurtigt spoler den tilbage og fortæller om hendes forældres baggrund. De er flygtet fra Polen. Senere hopper den længere tilbage og fortæller deres forældres historie om flugten fra den russiske værnepligt på 20 år – i Sibirien – så man forstår hele bevægelsen. Men fortællingen sætter egentlig fra i Fiolstræde i indre by i København hos en lille jødisk familie anno 1929.