I udbrud. Hver sprogbruger taster med sine fingre, men en form for sproglig korrespondens gør nu ikke noget.
Idiosynkrasi
Indrømmet, det kan føles lige vel metaagtigt at skrive et halvharcelerende udbrud om, hvorfor skriftsproglige idiosynkrasier – hvilket netop vil sige halvharcelerende udbrud forklædt som myndig refleksion – kan være unødvendigt selvpromoverende. Det er dog ikke desto mindre tilfældet.
De kender helt sikkert godt typen (måske De endda selv er typen?): Ham, der i stedet for de tre universelt accepterede tøveprikker efter en særlig tænksom sætning sætter fire. Hende, som i stedet for kommaer strør om sig med lange, opmærksomhedshungrende tankestreger. Fordi? Ja – hvorfor egentlig ....
Del: