Den 11. februar i år uploadede Salman Rushdie et fotografi til sin Instagram-profil. Billedet, som forestiller Rushdie forventningsfuldt smilende, iført dynejakke og en beige kasket trukket godt ned i panden, var suppleret med følgende tekst: »Første rejse med London Tube i … hmm … 31 år.«

Kasketten hænger på knagen, da vi sætter os til rette på Rushdies sparsomt indrettede kontor på New York University, hvor han hvert forår underviser journalistikstuderende i at skrive nonfiktion. »De er mere engagerede i verden,« forklarer Rushdie, da jeg spørger, hvorfor han er endt her og ikke på et af byens mange Creative Writing Departments fyldt med håbefulde forfatterspirer.