Ikke siden Britney Spears i 2007 for øjnene af hele verden lod sig kronrage, overfaldt en paparazzofotograf med en paraply og mistede forældremyndigheden over sine sønner, har popstjernen været omgærdet af så megen opmærksomhed som i de seneste år.

I 2019 blev det velkendt, at Spears i over et årti havde været underlagt sin fars formynderskab, hvilket i praksis betød, at faren havde fuld kontrol over den voksne sangers økonomi, karriere og liv. Siden satte advokater og en hær af fans med bevægelsen #FreeBritney alt ind på at få superstjernen befriet. I november 2021 lykkedes missionen, og Spears fik rettens ord for, at hun var fri af farens jerngreb.