Statsminister Mette Frederiksen har efterlyst åndelig oprustning for at få danskerne til at indse, at vi lever i en ny og farligere verden. Hun kunne ikke gøre noget bedre end at bestille 2,8 millioner eksemplarer af Carlo Masalas nye bog Hvis Rusland vinder og lade den omdele til samtlige husstande i kongeriget.

I sin bog beskriver den tyske politolog, hvilken verden vi ser ind i, hvis eller når Rusland går sejrrigt ud af Ukraine-krigen. Spoiler alert: Det er ikke en verden, de fleste af os ville bryde os om at leve i.