Godt ord igen. Er alle udtryk for ægtefæller sexistiske?
Husbond
Velkommen til Godt ord igen: Stedet, hvor Weekendavisens skribenter hver uge undersøger et ord, der begejstrer dem, forbløffer dem og vækker deres nysgerrighed.
Forleden faldt jeg over et studie, hvor forskere har undersøgt japanernes brug af ordene ægtemand og kone. Ligesom på dansk findes der flere forskellige ord til at beskrive manden og kvinden i et ægteskab, hvor de traditionelle betegnelser er shujin (主人) for husbond og kanai (家内) for hustru. Direkte oversat betyder shujin »herre«, »ejer« eller »arbejdsgiver«, mens kanai betyder »inde i huset«. Studiet viste, at shujin og kanai er de mest brugte ord for ægtefæller i Japan og dermed mere populære end ordene otto (夫) og tsuma (妻), der faktisk bare betyder »ægtemand« og »hustru«.
Som fast bruger af otto og tsuma blev jeg til at starte med meget forarget. Hvor er det typisk Japan, tænkte jeg bittert, det japanske sprog er gennemsyret af patriarkatet. Men så faldt blikket på min forlovelsesring, og jeg kom til at tænke på, hvad jeg har tænkt mig at kalde min kæreste, efter at vi er blevet gift.
For har vi overhovedet bedre udtryk for gifte mænd og kvinder i Danmark? De fleste siger vel bare »min mand« om deres mandlige ægtefælle. Til gengæld lyder det helt forkert, ja nærmest sexistisk og hulemandsagtigt besidderisk, at sige »min kvinde«. Her er det mere normalt at sige hustru eller kone. Og hvis man som jeg befinder sig højt oppe i feminismens elfenbenstårn, så synes det en kende diskriminerende; altså at ægtemanden blot refereres til som sit køn i forholdet, og på den måde står i egen ret, »manden i huset«, mens kvinden påduttes et ord, der enten specifikt henviser til hendes ægteskabelige status (»hustru«) eller får hende til at lyde ældre og slidt (»kone«).
På engelsk har man ikke det problem, der kalder de fleste deres mand for »husband«. Skulle vi da lade os inspirere af englænderne og genindføre »husbond« i det moderne danske sprog? Ja, tænkte jeg til at starte med, men det var kun, indtil jeg læste op på ordet. For husbond stammer fra hūsbōndi, et gammelt nordisk udtryk brugt af vikingerne. Men gæt, hvad hūsbōndi betød? Det består af kombinationen »hus« og »bonde« og refererede oprindeligt ikke til en mands civilstand, men til at han ejede en gård – altså var »herre i huset«. Det er jo den europæiske pendant til shujin!
Så synes jeg trods alt, vi bør holde fast i det neutrale »mand«, det virker mere ligestillet og kan både udtrykkes saligt (»min mand«) og mere krukket (»manden min«).
Handler det i virkeligheden om at gentænke, hvad man kalder kvinden i ægteskabet? Hustru lyder gammeldags og giver konnotationer til rige, hjælpeløse fruer som Maude i Matador eller iglelignende forhold, hvor kvinden er økonomisk afhængig af sin mand. Tænk »hustrubidrag« eller udtrykket »medhjælpende hustru«, der beskriver kvinder, som arbejder ulønnet i deres mands virksomhed.
Hustru fungerer forresten også som præfiks i ord såsom »hustruvold« og »hustrumord«, det lyder ikke rart. Alternativet er den bredrøvede og kønsløse »kone«, der på den ene side lægger sig farligt tæt op ad det nedladende »lillemor« og på den anden side giver konnotationer til de uskønne, selviske eller uintelligente hovedpersoner i Konen i muddergrøften og Konen med æggene. En kollega her på avisen kalder sin ægtefælle »fruen«, og det er indtil videre min favorit.
Efter grundige overvejelser og opslag i ordbøger er jeg heldigvis nået frem til, hvad jeg vil kalde min kommende mand. Han er nemlig koreaner, og derfor har jeg valgt at bruge den koreanske betegnelse for ægtemand. Det er nampyeon (남편), og består af tegnene for »mand« og »service« – og er det ikke netop det, en moderne husbond skal være?
