Kuldfager. Katrine Marie Guldager fortsætter med sikker, præcist dirrende og fyndig hånd sin serie af kortromaner om topvrisne, eksistentielt kuldslåede midaldrende kvinder.
Hun hader Kaspar med a
Det er altså et meget vildt og lumsk trick, som Katrine Marie Guldager lykkes med disse år: at sælge rigtig mange eksemplarer af småbitte, energisk forknyttede helbitre romaner. Først var der Bjørnen tilbage i 2018, for mig et forløsende comeback efter en lille evighed – pas på, Theis Ørntoft! – i slægtsromanørkenen, så i dette forår Birgithe med th og nu bare et halvt år senere Endnu en dag i Guds skaberværk, som nok også skal sælge helt ufornuftigt bestsellerisk.
Fornuftigvis burde der ikke være noget salg, nemlig, i hverken kortromaner (ikke engang den tidligere eneste undtagelse Helle Helle skriver så bittesmåt) eller forknyttede, helbitre romaner, lige meget hvor energisk deres korthed, forknythed og helbitterhed end ter sig: energisk kort og forknyttet, helbittert som eksempelvis denne begyndelse på bogens næstsidste kapitel, »Dag 11«, romanen følger 12 flossede, hektiske dage, afbrudt af små lynende flashbacks, i den fyrede midaldrende socialrådgiver Lottes liv:
Del:
