Anne-Cathrine Riebnitzsky skriver prisværdigt nøgternt om voldsomme begivenheder, og det er en lise at slippe for tillægsord om, at noget er særligt grusomt og frygteligt; i stedet oplever vi det gennem personerne.

Således er det dybt ubehageligt for den romerske legionær Africanus at skulle korsfæste levende mennesker, det er noget helt andet end at dræbe mennesker i kamp. Han og hans medlegionærer er med til at korsfæste et par tusinde jøder, da der udbryder oprør efter kong Herodes død år 4 f.Kr., og han kommer sig aldrig over ofrenes skrig, der kunne vare mange dage. Den smertefulde død på korset tager lang tid.