Nogle gange forestiller jeg mig Sydkorea, som landet portrætteres via sin kulturindustri. Ikke så meget gennem værker, der bliver populære indenrigs, men snarere gennem de bøger, sange og film, som opnår international anerkendelse. 

To fremstillinger synes at stå i kontrast til hinanden. Den ene er det rene paradis; et lyserødt univers fuldt af lykkelige unge mennesker (alderdom eksisterer ikke), tyggegummipop, romantiske komedier, sæbeoperaer og platinblonde mænd med makeup, der danser i takt. Det billede, som k-pop-bandet BTS og koreanske tv-serier bidrager til.