Helligåndens gerninger

I disse år bliver skandinavisk litteratur beriget med to værker, der viser, at vores mest ambitiøse forfattere stadig er i stand til at føre romanen ned ad ubetrådte stier. Både norske Jon Fosse og danske Solvej Balle har sat sig for at spænde romanformen til det yderste med hvert sit syvbindsværk, og nu er Fosse nået i mål med sit. Forfatterne tager begge afsæt i gentagelsen: I Balles Om udregning af rumfang sidder en kvinde fast i den 18. november, som hun gennemlever igen og igen, og hos Fosse følger vi syv næsten uadskillelige dage i kunstmaleren Asles liv.

De to romanserier er dog også væsensforskellige. Hvor Balles er i konstant bevægelse og krydser landegrænser og interagerer med verden, der vender Fosses sig i malende, cirkulære bevægelser indad mod Asles sind. I begge tilfælde fremstår forløsningen af forfatternes litterære ambitioner så selvfølgelig som en naturkraft. Balle er omtrent halvvejs i sin septologi, og jeg føler mig ikke et sekund i tvivl om, at hun kommer til at styre projektet suverænt i havn. Tilsvarende var det fuldkommen forventet, at Fosse nu cementerer det mesterværk, hans serie så ud til at tage form som lige fra første bind.