Det ville være en underdrivelse at hævde, at Niels Barfoed (født 1931) spænder vidt.

Den tilsyneladende evige litterat, kritiker, redaktør, journalist og forfatter har siden digtdebuten, Den tøvende dag, i 1957 skrevet rundt regnet 30 værker i de fleste genrer – digte, noveller, debatbøger, rejseessays, erindringer, biografier med mere – anmeldt hundredvis af bøger som kritiker ved mindst fem aviser, medvirket i en god håndfuld spillefilm og været hemmelig agent i Østeuropa.