Åbningsfortællingen i den finske forfatter Mika Waltaris kortromansamling Aldrig mere i morgen begynder lige på og skæbnesvangert hårdt. En knægt løber ud på vejen i et sving uden oversigt. Jegfortælleren, kaptajn kaldet, har ikke en chance for at undgå drengen. Stakkels bil, tænker kaptajnen først, han er uden skyld i påkørslen, for drengen kom fra den forkerte side af vejen, og han kørte kun 60 i svinget. Han har heller ikke drukket alverden inden ulykken, en flaske vin og et par glas cognac kan ikke regnes som en betydende faktor for sammenstødet, ræsonnerer han.

Drengen er død. Han er kommet ind under bilen, og hans hoved er »knust fladt som et æg slået ud mod et bord«. Kaptajnen og hans kvindelige passager samler det døde barn op og kører ud ad en øde skovvej. Fortælleren lægger drengen i en fordybning i skovbunden, knægtens hænder knytter stadig om et par mønter, han har solgt blomster til forbipasserende. Smilede han ikke sekundet før sammenstødet? Kaptajnen kan ikke få sig selv til at dække liget til. »Mellem de hvide anemoner lå de brune, skrammede ben ubevægelige.«