Kommentar. Den litterære antiheltinde lyser blakket i samtidsprosaen. Men findes denne omhyggeligt usympatiske, blaserte nihilista i virkeligheden?

Fantasien om det kvindelige forfald

Den unge, unavngivne antiheltinde i Megan Nolans Desperate handlinger, som jeg har anmeldt her i avisen, drikker for meget og lever med kroniske tømmermænd. Hun er en bad girl, der falder for en bad boy og formøbler sit mentale helbred og følelsesliv uden at blinke.

Jeg møder hende igen og igen. En type fortæller, som trives (eller: performativt mistrives) i samtidslitteraturen, men sjældent uden for. Den kyniske, blaserte cool girl, som svæver kvasi-deprimeret og retningsløst, men observant og altid intelligent, gennem tilværelsen, mens hun forholder sig tilpas ironisk og distanceret til egen misere og eventuelt drikker og fester selvdestruktivt; en vrængende, glædesløs – og dermed spildt – hedonisme.

lime
(f. 1988) skriver om litteratur og teater, pop- og finkultur, og private følelser. Hun har tidligere undervist i litteraturvidenskab på Københavns Universitet og er kandidat i samme.

Andre læser også