Nordens mest læste – og velhavende – forfatter, Jo Nesbø, startede som fodboldspiller på højt plan og blev siden børsmægler og forsanger i en succesrigt band, som han også skrev tekster til. Men han kedede sig og tog til Australien, hvor han i 1997 skrev sin første roman, Flaggermusmannen (da. 2000), som i en rus.

Siden har Nesbø ikke kedet sig, snarere afreageret ved at skrive. Blandt andet om sit alter ego, Harry Hole, en utilpasset alkoholisk Oslo-strømer og efterforsker med et besværligt forhold til det andet køn, især efter at han finder sammen med en virkelig skøn én af slagsen, en smuk advokat.