I 00erne stod en falanks af ateister frem på den internationale scene – ofte parodieret som »apokalypsens fire ryttere«. Det var biologen Richard Dawkins, filosoffen Daniel Dennett, neuroforskeren Sam Harris og journalisten Christopher Hitchens, der med bøger og opråb vendte sig mod tidens religiøse genvækkelser. Det handlede især om islam i dens politiske varianter, der havde fået opmærksomhed efter terrorangrebet 11. september 2001, men også om præsident Bushs evangeliske kristendom. Efter årtiers sekularisering i Vesten så mange, at et nyt religiøst tidehverv var under opsejling. Det gik de fire op imod – hver på sin måde – og de fremhævede i stedet oplysning, videnskab, demokrati og humanisme.

Undertegnede var som agnostiker ikke vældig optaget af de fire. Dels tænkte jeg, at jeg nok var enig i det meste og derfor ikke ville blive klogere af deres bøger. Dels tænkte jeg, at det var omsonst at prædike ateisme for de troende, som man hellere skulle forsøge at overbevise om sekularisme, altså princippet om moderne samfund, der ikke i sig selv er religiøse, men har fuld religionsfrihed. Det skrev jeg også i min anmeldelse her i avisen af Hitchens’ store indlæg, bogen gud er ikke stor, for ret præcist 18 år siden – »gud« emfatisk stavet med lille.