Serviam. Schweizeren Robert Walser lader med et glimt i øjet sin tænksomme romanhelt vie sit liv til at tjene andre.
Et kuglerundt nul
Den undselige Robert Walser er netop selv blevet uddannet til tjener, da han i 1908 skriver sin lille sublimt ironiske roman Jakob von Gunten om en undselig ung mand fra landet, der uddannes som tjener på et institut i en storby. Her lærer man ikke meget, lader forfatteren på romanens første side sin dagbogsskrivende jegfortæller konstatere. Men det viser sig snart at være både rigtigt og ikkerigtigt. For trods det temmelig lurvede instituts ensidige satsen på udenadslære af nogle få mottoer fra en slidt brochure lærer den unge Jakob von Gunten på de følgende sider faktisk ganske meget både om tjenergerningen og om livet som sådan blot ved at iagttage sine omgivelser.
Hr. Benjamenta, instituttets midaldrende forstander, indprenter straks fra deres ankomst sine poder, at de skal indstille sig på at blive noget småt og ubetydeligt. I årevis vil de skulle stå foran døre og afvente befalinger. Iført uniform vil de føle sig ufri. Men uniformen vil frelse dem fra den skam, som fattigt klædte mennesker må føle. Som aldrende vil de skulle opvarte unge tølpere. Men er det ikke bedre end at ende som tiggere? Deres skæbne er kort sagt at ende som kuglerunde nuller. Men bekræfter man ikke friheden netop ved at give afkald på den?
Del:
