Troldspejl. Japansk litteratur har meget ofte overnaturlige præmisser. Hos Sayaka Murata og Yoko Ogawa får fantasien frit løb, og deres romaner er rejsen værd. Hvis man ikke er bange for destinationen.
Sexpåbud og mindejægere
Hos Sayaka Murata finder man konsekvent en fascination af det overnaturlige. Sidst vi hørte fra hende, var med den rent ud sagt autistiske roman Døgnkioskmennesket, og dens tema om fremmedgørelse går igen i Jordboerne fra 2018, som nu foreligger på dansk. Denne gang tager Murata konsekvensen: Helt fra begyndelsen er hovedpersonen helt bevidst om, at hun også i konkret forstand er en anden slags end alle andre. Og det til trods for, at man romanen igennem ellers møder nogle ret »anderledes« skikkelser. For eksempel har Natsuki, som vor heltinde hedder, en søster, der er så voldsomt behåret, at det truer med at ødelægge hele hendes sociale liv.
Langsomt bliver temaet om at føle sig fremmed gjort mere bogstaveligt. For er Natsuki egentlig ikke også fra planeten Pohipipinpobopia ligesom Pyuuto, som hun finder i et supermarked, og som taler til hende, selvom han er et tøjdukkepindsvin? Universet, som læseren lukkes ind i, bliver mere og mere mærkeligt, grænserne bliver mere og mere flydende, og da en lærer pludselig spørger pigen Natsuki, om hun er god til at sluge, fornemmer man et litterært setup. Er det her simpelthen en måde at beskrive pædofiliens kategorisammenbrud på – når børn behandles som voksne seksualpartnere, bliver verden også skør? Næ. Det er bare endnu et led i en stadig opløsning af alting. Inden længe har hun sex med sin fætter, som også er barn.
Del:
