Bøh. Lars Skinnebach kan stadig ikke rigtig finde ud af med god samvittighed at være den skønne poet, hans talent forpligter til, og Gyldendal udgiver ham som.
Et bål i kontorlandskabet
Patriarken falder hedder Lars Skinnebachs nye digtsamling, og det kan godt være, men han har jo ikke ramt jorden endnu, når han så tydeligt udenpå og indeni signerer sine digte, der ellers med entusiastisk dilettanteri er overtegnet og -skriblet af anonyme medlemmer af hollandske revolutionære/anarkistiske organisationer, og når bogen udkommer på patriarkforlaget over alle, Gyldendal, »som en affotografering af altings begyndelse og ende«.
Det er i litterær sammenhæng åbenbart patriarkatets sidste umistelige position selv for en i eget krakelerende selvbillede radikalt revolterende digter som Skinnebach: MIT NAVN PÅ MINE DIGTE illustreret og illumineret af kollektivet. Selv når teksten er insisterende klar og næsten pædagogisk blank agitprop, tilhører den heroisk og inderligt digteren:
Del:
