Science fiction. Rejs med Ursula K. Le Guin til en fjern fremtid, hvor træer kan tale. Eller til den fjerne fortid, hvor vi for første gang vristede et par spiselige frø fri af deres avner.
En pose med planeter
Den amerikanske science fiction-forfatter Ursula K. Le Guin, hvis livsrejse på planeten Jorden begyndte i Berkeley i Californien i 1929 og endte i Portland i Oregon i 2018, er siden de farverige 1960ere blevet læst af et utal af jordboere. Mens teenagere (i alle aldre) er vandret ind i hendes fantasy-romankreds Jordhavet, som om de vandrede ind i en dyb skov, har filosoffer (af enhver afskygning) fordybet sig i hendes små essayistiske noveller, som om de fordybede sig i selve livets gåde. At en række af de sidstnævnte i de senere år på Forlaget Virkeligs fine initiativ er blevet oversat til det lille og sikkert snart forsvundne skandinaviske sprog, der kaldes dansk, kan vel undre enhver, der betragter sagen fra evighedens synsvinkel. Men så absurd det end kan synes, så rørende er det også.
I Større end riger og langsommere, den senest udkomne mesterlige lille fortælling, ankommer en flok forskere fra Jorden i en fjern fremtid til en ukendt olivengrøn planet. De skal undersøge planetens liv, men forstyrres i deres arbejde af psykosociale konflikter. En vis Osden irriterer alle med sin indædte misantropi, og alle ånder lettet op, da han en dag vandrer ind i en urskov for at foretage nogle opmålinger. Men skræmt bliver man ikke desto mindre, da man nogle døgn senere finder ham bevidstløs og blødende for foden af et træ. Hvem kan have overfaldet ham? Ingen. For planeten er uden dyreliv, og alle de andre har et alibi.
Del:
