Jeg har simpelthen intet godt at sige om Louise Kennedys Stationer, så de næste 6.000 tegn bliver ren og skær ærgrelse over, at forlaget Gutkind har sikret sig rettighederne til dette forfatterskab, der så lovende ud efter den succesfulde debut Over grænsen. Dernæst ærgrer jeg mig over, at man har fået vanligvis gode Signe Lyng til at oversætte denne irske roman, hvis eksistens jeg måske kunne udholde, hvis den stod ved, at den tilhører romancegenren, mere specifikt dark romance, og endelig ærgrer jeg mig over, at min redaktør bad mig anmelde, for det er faktisk ikke sjovt at blive så sur, som jeg er blevet på Stationer.

Men lad os starte et næstensjovt sted, nemlig med beskrivelserne af sex, der hører til nogle af de mest smagløse, jeg nogensinde har læst. Den kvindelige hovedkarakter Róisín har givet efter for sin roomie Barry, selvom det er vennen Red, hun egentlig vil have: »Aldrig mere, svor hun for sig selv og formåede at undgå ham hele ugen. Men nu havde han munden mod hendes hals, og hans hænder strøg hendes hofter i cirklende bevægelser. Hans pik – så hård! og lidt våd, og blød som silke – prikkede hende i nyrerne. Hun trykkede sig imod ham, og da den gled ind i revnen der, hvor hendes rygrad endte, gispede hun.«