Ur-sexting. Gertrude Steins kært trallende kærlighedsnoter til sin sekretær Alice B. Toklas er kongenialt lallet fordansket af ekskæresteparret Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad.
En ko på isen
Det er dejligt, når det lykkes skønne tekster, der er dømt til udslettelse, at overleve – ved hjælp af snyd eller dumt held. Max Brod snød Franz Kafka og lod være med at brænde hans manuskripter, inklusive jo Processen og Slottet. Godt snydt!
Gertrude Steins kærlighedsnoter, som regel skrevet om natten efter seriøs skrivning, til hendes sekretær og samlever og hemmelige ægtefælle Alice B. Toklas (plus også noter den anden vej), var ved en fejl inkluderet i en æske, med påskriften »autrespondence«, som Toklas efter Steins død havde skænket biblioteket på Yale Universitet. Da en bibliotekar takkede for gaven, opdagede Toklas fejltagelsen og bad om at få noterne afleveret tilbage, hvilket biblioteket nægtede. Heldigvis! Kompromiset blev, at noterne aldrig måtte blive offentligt tilgængelige. Men tekster kan for fanden ikke holdes nede: Fra 1981 kunne forskere læse noterne, og i 2000 udkom udvalget Baby Precious Always Shines. Og nu har forfatterne og ekskæresterne Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad foretaget og fordansket et udvalg af det udvalg betitlet Kun koncentreret om min kones ko.
Del: