Anmeldelse. 196 mennesker klædt ud som japanere. Den troede jeg faktisk ikke gik i 2022. På den anden side trak min kæreste og jeg gennemsnitsalderen 40 år ned til operaen. Måske var vi de eneste, der bemærkede, at det kunne være »problematisk«.
En amerikaner i Nagasaki
Mit sommervikariat her i avisen lakker desværre mod enden, og derfor har jeg tænkt mig at slutte af med et brag af en anmeldelse af min allerførste operaoplevelse. Og ja, måske er det et svigt i min opdragelse, at jeg er blevet næsten 30 år uden nogensinde at have oplevet operaens forunderlige verden, men altså, sagsøg mine forældre, de gjorde det bedste, de kunne, og desuden så kan jeg så meget andet. Eksempelvis tror jeg ikke, at der er ret mange i Danmark, der stadig den dag i dag kan så mange Østkyst Hustlers-tekster udenad, og selvom det måske ikke som sådan er en skill, der er efterspurgt, så kan det være et udmærket partytrick, når »Han får for lidt« bliver sat på som feststopper tidligt om morgenen.
Det er ikke, fordi operaen som koncept aldrig bliver anmeldt, snarere tværtimod, men mere fordi jeg ikke mindes at have set en anmeldelse af Bregenzer Festspieles 2022-opsætning af Puccinis Madame Butterfly i de danske medier, hvilket er en skam, for hold da magle, hvor fik undertegnede én på opleveren til dette open air-arrangement ved Bodensee i Østrig. For at spice tingene lidt op har jeg valgt ikke at faktatjekke noget som helst, heller ikke handlingen, og nedenstående er derfor meget repræsentativt for min oplevelse med at se en Puccini-opera med tyske undertekster uden at have været på Wikipedia eller investeret i et program på forhånd.
Del:
