Der er ikke kun én, men to hvide damer i eksilrusseren Sergej Lebedevs intense og flot komponerede roman Hvid dame. Den første er den hvidkitlede Marianna, der i årtier har ledet et minearbejdervaskeri i Donbas i det østlige Ukraine, men som nu er ved at dø af kræft. Den anden er den hvidkjolede Zjanna, hendes 20-årige datter, der har taget orlov fra sit studie i Kharkiv for at passe sin mor.

Man kan her lure på en mor og hendes datter, på krig og på russere og ukrainere.  Collage: Mette Hau

Hvori består det intense? Det består især i den måde, vi læsere får lov til at belure romanens personer, mens de samtidig belurer hinanden. I romanens første scene iagttager vi Zjanna, mens hun bevæger sig frem og tilbage i det lille hus i den minearbejderby, hvor hun er vokset op.