»Din mor er død, det er en kendsgerning«

Når mor er væk, er fanden løs, og selv Gud drikker sig fuld og lytter til Johnny Cash. Den islandske forfatter Jón Kalman Stefansson har med Den gule ubåd begået et mesterværk om, hvad stor sorg kan gøre ved en lille dreng. Sorgen var kort fortalt den glød, der antændte ham som forfatter, og Beatles’ »Yellow Submarine« blev det fartøj – eller den ark – der fragtede ham gennem søndagsskole, voksensvigt, lussinger og ensomhed i sen-60ernes Island.

Vi har været her før i hans forfatterskab, i barndommens land, og som læser skal man forberede sig på, at de første 90-100 sider er dybt frustrerende, litterært overspændte og til tider masturberende, men stå ikke af (selvom det er fristende). For efter de første mange sider med henvisninger til popmusik og det babylonske helteepos Gilgamesh, lidt debat om Det gamle Testamente, evalueringer af kristendommen og gajol-sætninger som »Kærligheden er komplet ligeglad med kendsgerninger, og derfor har det været sjovt at være til«, kommer vi OMSIDER frem til, hvad det handler om.