De fleste har nok kigget på fingeraftryk med lup, da de var yngre. Og mange har nok også drømt om at afsløre farlige forbrydere, ligesom De fem, Puk, Safty, Bertram og andre karakterer fra børnelitteraturens mange mysteriebøger gjorde. Men én ting er de fiktive forbrydere og deres dubiøse gerninger; noget andet er de ægte forbrydelser, deres gerningsmænd og ofre.

Spektakulære forbrydelser fra virkelighedens historiebøger er forholdsvis sjældne i børne- og ungdomslitteraturen. Det hænger sikkert sammen med et ønske om at opdrage børn og unge gennem læsning. Hvad vil der ske, hvis læserne bliver for opslugt af de virkelige forbrydelser, identificerer sig med forbryderne og måske endda lader sig inspirere? Bør børn og unge overhovedet fornøje sig med true crime?