Det, der ikke står

En litterær protestbølge ruller gennem Europa.

Det begyndte for tre uger siden i det franske dagblad Liberation, hvor 300 forfattere underskrev en erklæring om politisk og moralsk støtte til de palæstinensiske krigsofre. Få dage senere fulgte 380 britiske kolleger trop med en enslydende skrivelse på onlineplatformen Medium, og i sidste uge offentliggjorde Politiken så en dansk variant, underskrevet af 210 forfattere.

I de franske og britiske forfatteres erklæringer står, at angrebet på Gazas befolkning er et folkedrab, ligesom Hamas' terroraktion mod uskyldige civile israelere 7. oktober 2023 var »en krigsforbrydelse og en forbrydelse mod menneskeheden«. Forfatterne er altså ikke blinde for, at israelernes krig er en hævnaktion.

Men i de danske forfatteres brev leder man forgæves efter bare den mindste bemærkning om Hamas’ terrorattentat. Ikke ét ord om drabene på de 1.200 israelere, ikke ét ord om gidslerne. Det er, som om udåden aldrig har fundet sted. Og når udåden først falder ud af sproget, falder den snart også ud af bevidstheden. Og når den falder ud af bevidstheden, mister man blikket for Hamas' grænseløse grusomhed.

Når alt kommer til alt, er det jo ikke selve terroraktionen, som er det mest kyniske. Det er Hamas' afstumpede, skamløse og uempatiske ofringer af deres egne. Terrororganisationen har lokket Israel i en fælde, og for hver dræbte palæstinenser har Hamas med tilfredshed noteret, at der opstår sprækker i forholdet mellem Israel og landets allierede, mens sympatien for palæstinenserne stiger.

Krigen begyndte med et grufuldt terrorattentat, som udløste en brutal hævnaktion. At det ville eskalere, har Hamas kalkuleret med. At deres landsmænd ville blive slagtet, skriver de på tabskontoen. I det regnskab betyder 50.000 døde intet; hvor der handles, der spildes.

Både de franske, britiske og danske forfatteres opråb udtrykker en forståelig, fair og velbegrundet forfærdelse. Forfatterne skriver dog ikke noget, som medier, menneskeretsinstitutter og humanitære organisationer ikke allerede har etableret som en sandhed. Selv venner af Israel har for længst konstateret, at landet under fundamentalisten Benjamin Netanyahus ledelse på mange punkter har udviklet sig til en slyngelstat.

Det er indlysende, at de civile palæstinenseres monumentale lidelse må og skal stoppe, og derfor har de danske forfattere helt ret, når de stiller en række politiske krav til regeringen, heriblandt:

»At Danmark anerkender Palæstina som legitim og selvstændig stat. At Danmark standser alt salg af F-35 flydele til Israel. At Danmark åbner op for og tilbyder medicinsk behandling af sårede og syge fra Gaza. At Danmark i sit snarlige formandskab for EU arbejder for at ophæve den aftale som har formet handelsrelationen mellem EU og Israel i de sidste 25 år, indtil Israel: stopper krigshandlingerne i Gaza og ophæver blokaden, sikrer frie og sikre arbejdsforhold for nødhjælpsarbejdere, sikrer fri og sikker adgang for international presse, stopper annekteringen af Vestbredden og ophæver besættelsen af Palæstina.«

Jeg er enig. Og netop fordi jeg er enig, sidder jeg tilbage med en vis frustration over de danske forfatteres brev. Ikke over det, der står. Men over det, der ikke står.

Jeg ved godt, at de 210 danske forfatteres brev er adresseret til regeringen. Men det havde unægtelig pyntet på de politiske krav, hvis underskriverne samtidig havde fundet plads til et par linjers kritik af Hamas. Måske bare en opfordring til at løslade gidslerne, måske en fordømmelse af terror. Nu, hvor terroristerne og deres ugerninger ikke er nævnt med ét ord, må jeg indse, at Hamas' globale påvirkningsstrategi virker på alle planer.

Den litterære protestbølge er forståelig og nødvendig. Men at forfattere i et historisk set Israel-venligt land som Danmark retter indlysende krav mod krigsmagten Israel og samtidig glemmer alt om Hamas' rolle, er og bliver en bonus i den verdensomspændende kamp om hjerner og hjerter, som terroristerne ikke fortjener.