Den ynkeligste mand i Washington

WASHINGTON – Hvor langt vil politikere gå for at få indflydelse? Hvor meget vil de smiske, lyve og krybe? Hvor meget af deres stolthed og ære er de villige til at bytte for en plads ved byens vigtigste bord?

I Washington er svaret: ret så meget. I hvert fald når det gælder personkredsen i Det Republikanske Parti, som har klamret sig til Donald Trump gennem to rigsretssager, en voldelig opstand, dusinvis af politisager og utallige ydmygelser, selvom størstedelen af dem aldrig nogensinde har brudt sig om manden eller det, han står for.

De samme, der kaldte Trump for »racist« eller »komplet idiot« eller »gøende gøgler«, kastede sig for fødderne af ham, så snart han fik magt i partiet. Tirsdag i denne uge lå de der stadig, ivrige efter at blive trådt længere ned i mudderet, da Trumps kandidater klarede sig overraskende dårligt i midtvejsvalget, og The Donald med ét mistede sin alfastatus. Nu venter et formandsopgør, hvor Floridas guvernør Ron DeSantis har gode chancer for at vippe ham af pinden, og spørgsmålet presser sig på: Hvordan kunne det tage så lang tid? Hvordan kunne Trump blive ved med at være republikanernes leder, som kun en håndfuld af partiets medlemmer turde udfordre, uanset hvor meget han plagede og hånede dem?

»Det har været dybt, dybt ynkeligt at overvære,« siger Mark Leibovich, da han har skruet sig ned i båsen på en diner tæt på sit hjem i den nordlige del af Washington.

»Uanset hvilken politisk overbevisning man har, så har det smertet én at se. For det behøvede jo ikke at være endt sådan. Alle de her mennesker ønskede på et tidligere tidspunkt at tage et opgør med Trump, de havde tydeligvis behov for det. Men på grund af deres egen svaghed, frygt, opportunisme og mangel på karakter fik de aldrig gjort det.«

LEIBOVICHS NYE BOG, Thank You for Your Servitude, er ikke endnu en skildring af Trump-æraen, som allerede fylder adskillige hyldemeter i byens boghandler. Det er snarere en sædekomedie, ikke om præsidenten, men om hans ængstelige følge; de republikanske ja-mænd og -kvinder, der har slået stadig større og mere smertefulde knuder på sig selv for at kunne være med, hvor det sker.

Leibovich er nok den eneste, der kunne skrive sådan en bog. Han er landets sjoveste politiske skribent, ofte også den ondeste. Bestselleren This Town (2013) udstillede Washingtons hykleri og kynisme i Obama-æraen, de gyldne håndtryk og opulente skaldyrsfrokoster, som kun er blevet gyldnere og federe siden da.

Jeg har taget begge bøger med og bemærker, at arbejdstitlen på den første bog var Suckup City, Fedterøvsbyen. Beskriver den nye egentlig noget, der ikke fandtes i forvejen? Under Obama var de fleste vel også villige til at sælge deres sjæl for en invitation til Det Hvide Hus?

Leibovich ryster på hovedet.

»Selvfølgelig findes der magtsyge folk allevegne. Demokrater er også skyldige i opportunisme, forfængelighed og grådighed, og nogle vil gøre alt for at holde sig ved magten. Der har altid været stor forskel på, hvad politikere siger offentligt og privat.«

Han lægger en hånd på den nye bog:

»Men i Det Republikanske Parti under Trump har der været et dobbeltspil, som man ikke har set magen til før. De ser ham allesammen som et kæmpe problem, og ingen gør noget ved det. De håber, at problemet enten vil løse sig selv, eller at nogle andre vil tale ham til fornuft. Undervejs er de nødt til at strække sig længere og længere for at retfærdiggøre den voksende mængde af overtrædelser og løgne, og pludselig står politiet og bliver tæsket af demonstranter 6. januar. Og selv dét er ikke nok til tage et opgør med Trump. Det er dybt foruroligende, men også meget interessant rent psykologisk.«

INTERVIEWET MED LEIBOVICH burde selvfølgelig have fundet sted over cocktails på Trump International Hotel i centrum af byen, hvor en stor del af den nye bog foregår. Men desværre blev hotellet for nylig solgt til Waldorf Astoria-kæden – altså ikke desværre for ekspræsidenten, der menes at have tjent mere end 500 millioner kroner på handlen.

Leibovich er 57 og holder sig godt. Hans skaldede isse er solbrun, og stemmeføringen dyb og rolig. Man forstår godt, hvorfor politikere kan komme til at tale over sig i hans selskab.

Det skete jævnligt på det berygtede hotel. Forfatteren, der dengang skrev portrætter til søndagsudgaven af The New York Times, begyndte at hænge ud i baren og sludre med gæsterne, kort efter at hotellets ejer havde meldt sin interesse for jobbet lidt længere nede ad Pennsylvania Avenue.

Trump selv var selvfølgelig stamgæst. I Washington spiser han helst ikke steder, hvor hans navn ikke står med guldbogstaver på facaden. (I hotellets restaurant bestiller han altid det samme, bemærker Leibovich: rejecocktail og en kæmpebøf, en såkaldt Tomahawk Steak, gennemstegt. Hertil rigelige mængder Coca-Cola Light og æbletærte eller chokoladekage til dessert).

Men det er mere Trumps følge, der optager forfatteren. Det vokser for hvert besøg, og flere er politikere, der før har nægtet at have noget med manden at gøre. Mike Pompeo blev engang kaldt »et varmesøgende missil mod Trumps røv«, men nu lader flere af hans partifæller til at være på samme kurs.

Dér er Rudy Giuliani, der har et fast bord i restauranten med en lille plade, hvor der står »Rudys private kontor«. Den engang så folkekære New York-borgmester ryger sine cigarer på trappen ude foran, spilder rødvin på gulvtæpperne og stavrer stadig rundt med skjorten ude af bukserne, når de andre er gået hjem.

Dér er Bill Bennett, uddannelsesminister under Ronald Reagan, forfatter til Bogen om dyderne. Og dér er Kevin McCarthy, en af partiets mest magtfulde politikere, som for ikke så længe siden kaldte Trump en »major pain in my ass«. Nu er han så entusiastisk, at en anonym partifælle omtaler ham som »pianisten i det republikanske bordel«.

Respektable republikanere står pludselig og blævrer i kødranden om The Donald sammen med de fallerede sportsstjerner, MAGA-turisterne og de russiske forretningsmænd. (Republikaneren Paul Ryan sammenlignede engang Trump-hotellet med barscenen i Star Wars).

Mark Leibovich mener at kunne se ændringer i republikanernes tale og fremtoning, lidt som når hunde og deres ejermænd begynder at ligne hinanden. Sean Spicer får det samme oppustede, jagede udtryk som præsidenten. Det samme gør Lindsey Graham, der ellers har kaldt Trump »en komplet idiot« og »uegnet til et embede«, men som nu griber enhver lejlighed til at rose hans lederskab og karakter. Graham begynder endda at gå i det samme golftøj som præsidenten: »som en chihuahua, hvis ejer tvinger den til at tage matchende tøj på,« ifølge komikeren Seth Meyers.

MEN YDMYGELSERNE ER kun lige begyndt. I bogen må vicepræsidenten Mike Pence hver måned bøje hovedet lidt mere og tale med lidt lavere og lysere stemme for at vise sin underdanighed for den ene, sande leder. Den måde, han kalder Trump for »min præsident« og bliver ved med at tale om hans »brede skuldre«, er højst usædvanlig, mener Leibovich.

Når han møder dem på tomandshånd, klager de allesammen over præsidenten. Efterhånden får møderne karakter af terapisessioner, hvor politikerne spiller rollen som den forsmåede ægtefælle, der bliver ved med at forsvare en voldelig partner; lover, at han vil ændre opførsel i morgen.

Forfatteren har anonymiseret enkelte kilder, men mange er bemærkelsesværdigt ærlige om deres dobbeltspil og moralske skrupler. Leibovich skåner dem ikke. Det er den mest underholdende bog, der er skrevet om Trump-æraen.

»Der er ikke ret meget politisk journalistik, der er morsomt,« siger han. »Washington er ikke et særligt morsomt sted, og jeg gør mig egentlig heller ikke umage for at være morsom. Men mange af de her personer er nogle absurde karakterer, og det er sådan, jeg ser verden. Jeg vil ikke lade som om, at en fyr som Rudy Giuliani ikke er en absurd karakter. Og hvis man ikke også skriver om det absurde i den situation, der er opstået, så skriver man ikke sandheden.«

Stabschefen Reince Priebus slipper heller ikke godt fra møderne. Priebus ved godt, at den er helt gal med Trump. Præsidenten lytter ikke til råd og bruger det meste af dagen på at se sig selv på tv eller dele Twitter-opslag fra en bruger ved navn @catturd2. Det er også Priebus, der betror journalisten Bob Woodward, at »det er 100 gange værre, end du har hørt,« og tilføjer en malerisk beskrivelse fra dyreriget: »Når du sætter en slange og en rotte og en falk og en kanin og en haj og en sæl ind i en zoologisk have uden vægge, så bliver det grimt og blodigt.«

Alligevel tager Priebus hver morgen zoo-kasketten på og forsvarer Trump. Leibovich kalder ham »en bestyrer af en porcelænsbutik i Tyrens år« og forsøger at forstå psykologien i underkastelsen. Hvorfor siger han ikke noget? Hvorfor finder han sig i det? Én forklaring kunne man allerede læse i Leibovichs første bog: Proselytterne skal bare hænge i længe nok til, at deres titler kan veksles til noget mere indbringende i This Town. De forsikrer, at de »er med på spøgen« og bare vil have det bedste ud af en skidt situation. Nok er Trump umulig, men han er stadig præsident, og når præsidenten kalder, så kommer man.

I mellemtiden gælder det bare om at forsøge at beholde en rest af fornuft og værdighed. Priebus fortæller, at han er begyndt at spille klaver derhjemme om aftenen og sørger for at lægge zenpauser ind i de kaotiske arbejdsdage. Nogle gange sidder han og stirrer længe på saltvandsakvariet på sit kontor. Det er fuldt af kulørte eksotiske fisk. Det største og mest aktive dyr er en orange klovnefisk. Da Leibovich spørger, om fisken minder ham om nogen, han kender, er den gode stemning ødelagt:

»Det er ikke sjovt!« bjæffer stabschefen.

MAGTSYGE ER DEN mest almindelige forklaring på, hvad der skete med Det Republikanske Parti under Donald Trump. Tilsat en personkult med præsidenten som orangeglødende centrum. (Da Trump vinder i 2016, begynder demokraten Jamie Raskin ligefrem at læse bøger om religiøse sekter for at kunne forstå sine republikanske kolleger bedre).

Men i Trumps føjelige inderkreds finder Mark Leibovich også et andet fænomen. En ønsketænkning, hvor alle er på vej ned ad en glidebane, men bliver ved med at sige til hinanden, at nogen eller noget snart vil tippe balancen tilbage til et normalt niveau. De skal bare hænge i lidt endnu.

Flere fortæller forfatteren om det »vendepunkt«, der snart vil komme. Hvor Trump »vil træde i karakter« – først som kandidat, så som præsident og senest som comebackkandidat i 2024.

»Giv det tid,« siger én i bogen. »Han skal nok vokse ind i rollen,« mener en anden. Eller med et citat, der ikke er ældet med ynde: »Hvad skulle der kunne ske ved at føje ham i en kortere periode?«

Mark Leibovich: »Efter 6. januar var jeg sikker på, at det var slut. Selvfølgelig ville det ikke være nemt at kappe alle båndene til Trump. Han ville have brokket sig, stiftet et nyt parti, skældt alle ud, og det ville sikkert have splittet partiet i en længere periode. Men med tiden kunne de nok have genopbygget det som det funktionelle, konservative parti, det har været gennem det meste af USAs historie.«

I stedet kom et nyt lavpunkt: Kevin McCarthy foretager den første pilgrimsfærd til Mar-a-Lago for at kysse ringen – igen. Og efter ham følger hele det smiskende følge fra hotelbaren. Da Rick Scott ringer på i Palm Beach, har han ligefrem en pokal med til Trump, som han selv har opfundet til lejligheden. »Champion for Freedom«, står der på den.

Mark Leibovich har spist op og ser på de to bøger på bordet foran sig. I dag føles This Town »som oldtidskundskab«, griner han og klapper forsiden. Det er også en meget kynisk bog, når man læser den nu, siger han. Forgyldningen af den politiske klasse, der tog fart under Obama, virker ubetydelig i dag.

»Det kommer måske til at lyde mærkeligt, men jeg blev mere idealistisk, mens jeg skrev den nye bog. Som amerikaner …« han smiler. »Se, så højtideligt havde jeg aldrig begyndt en sætning for ti år siden; som amerikaner. Sådan så jeg slet ikke verden dengang. Men nu omtaler jeg mig selv som ‘amerikaner’, fordi jeg tror, at meget af det, vi tager for givet her i landet, er på spil. Vi slås for nogle ting, som vi aldrig havde troet, at vi skulle slås for. Og det har vakt noget i mig, som ikke har været der før. Det er ikke en tid, hvor man skal være kynisk som forfatter, men realistisk. Kynisme er en luksus, som vi ikke har råd til lige nu.«