Den midaldrende kvinde er ny sherif i byen

Hvordan er det at stå midt i livet og skulle begynde forfra – og finde ud af, hvem man er blevet? Det får vi for tiden mange skønlitterære bud på.

Senest har Helle Helle sendt 48-årige Hafni på smørrebrødsrejse til Gråsten, og for et øjeblik siden var det Katrine Marie Guldager, der sendte en midaldrende kvinde på selverkendelsesrejse. For tredje gang, i øvrigt. Endnu en dag i Guds skaberværk er i familie med Birgithe med th, der var i familie med Bjørnen, og de tilhører – ligesom Hafni fortæller – den genre, som The New Yorker har kaldt for coming of middle age.

Mens coming of age-bøgerne tematiserer dannelsen af det unge menneske, er vi her sprunget videre til den næste hormonforstyrrede livsfase: overgangsalderen. Et eksistentielt territorium, der har været meget lidt udforsket i litteraturen, medmindre hovedpersonen da har været en kriseramt mand som for eksempel Humbert Humbert i Lolita, Cervantes' Don Quijote eller Gustav von Aschenbach i Døden i Venedig.

Generelt har skønlitteraturen levnet meget lidt plads til interessante kvindekarakterer mellem 45 og 55 år, og det kan man godt undre sig over. For den kvindelige midtvejskrise er mindst lige så interessant som den mandlige. Og ja, man kan godt tale om en mandlig og en kvindelig udgave, eftersom mænd ikke kæmper med hedeture eller tørre slimhinder og i øvrigt kan fortsætte med at reproducere sig til den bitre ende. Tænk bare på Al Pacino, der for nylig blev far i en alder af 83.

MEN OVERGANGSALDEREN HANDLER ikke kun om biologi. Den handler også om dødsangst. Om at sige farvel til drømme, der viste sig at være umulige. Og om at komme overens med, at den trold, der ventede under broen i eventyret, viste sig at være en selv.

I Helle Helles seneste roman er Hafni netop blevet skilt, og hun oplever, at der er lige så mange år mellem 15 og 19 som mellem 19 og 48 år. Selvfølgelig ikke matematisk, men hvis man siger jo til livet i stedet for ja, så er der. Helle Helle undersøger på en meget delikat måde midtvejskrisens anatomi, og det er sikkert ikke tilfældigt, at Hafni aldersmæssigt ligger på bunden af det, der er blevet kaldt lykkens U-kurve.

Udtrykket stammer fra forskerne David Blanchflower og Andrew Oswald, som i 2008 offentliggjorde et lykkestudie med empiri fra næsten en halv million mænd og kvinder. Det viste, at folk er suverænt mindst lykkelige, når de er 47-48 år. Dernæst begynder opstigningen, og den gode nyhed er, at det lysner. Men indtil da er der noget utrolig velgørende over at læse om de fortvivlede kvinders rejse til nattens ende. Ikke mindst hvis man selv sidder i suppedasen.

Ved nærmere eftertanke er den midaldrende kvinde selvfølgelig blevet skildret i den klassiske litteratur. To af de måske bedste eksempler er Medea, der slår sine børn ihjel, og Lady Macbeth, som også excellerer i drab og sindssyge og selvmord. Så nej, ikke alle håndterer overgangsalderen lige elegant.

I DEN MODERNE litteratur slår kvinderne kun ægteskabet ihjel, og skilsmissen var da også rammen om Katrine Grünfelds Værelse samlet af kvinder, som udkom i 2021. Hun blev dengang interviewet af Politiken og sagde, at hun var træt af, at ingen skrev værdigt om den mellemalder, hun befandt sig i, men især var hun træt af, at kvinder over 40 blev betragtet som usexede kødklumper, der kun ventede på at blive gamle nok til at komme på plejehjem. Derfor havde hun lyst til at skrive »superfrækt« om det modne liv og kærligheden, men også om de smertepunkter, der er indlejret i den midaldrende eksistens.

Nogle af de smertepunkter knytter sig til fortidens fuck ups, og mens Helle Helles Hafni vil gøre op med den, hun er blevet, og begynde forfra, ser vi en række kvindelige forfattere gennemlyse sig selv som ungt menneske af den midaldrendes indsigt. Eksempler er Linn Ullmann i Pige, 1983 og geniale Deborah Levy i Ting, jeg ikke vil vide.

I det hele taget gør alle de kvindelige forfattere det, som Henrik Ibsen ikke evnede, da han afsluttede fortællingen om Nora i Et dukkehjem. De fortæller os, hvad der venter den frie kvinde, når porten er drønet i. Så langt rakte hans forestillingsevne ikke – men han var jo også kun en mand.