Den gode borger

I 2014 talte jeg med den syriske digter Osama Alomar, som var emigreret til USA, et par år før borgerkrigen i Syrien brød ud, og nu arbejdede som taxachauffør i Chicago. Selvom han i modsætning til mange af sine landsmænd havde haft en slags kontrol over sin egen immigrationshistorie, var han martret af den miserable situation i sit hjemland og samtidig plaget af hjemve. Hans digt­aforismer var bestialsk humoristiske beskrivelser af livet i et diktatur, og især et af dem gjorde indtryk. I »Hammeren og sømmet« spørger hammeren sømmet, om den må klappe sin »kære ven« på hovedet i beundring for dets »kloge hoved«. »Det må du meget gerne,« svarer sømmet stolt, hvorefter hammeren banker sømmet helt i bund.

Jeg kom til at tænke på Osama Alomar og historien om hammeren og sømmet, da jeg læste Alaa al-Aswanys bog om det, han kalder »diktatursyndromet«. I bogen indkredser han de træk, som diktatorer og deres regimer har til fælles, og af didaktiske hensyn har den tandlægeuddannede forfatter udformet bogen som en lægeerklæring, der beskriver årsagerne til sygdommen, dens symptomer og mulighederne for forebyggelse.