De levende døde hænger på træerne

Det er jo sådan eksistentielt-logisk egentlig mærkværdigt, at den popularitetseksploderende, al trivial- og finlitteraturoverskyggende trivigenre er krimien, eftersom så få af os (inklusive krimiforfattere – ikkekrimiforfatter Niels Franks Fanden tage dig, om drabet på hans søster, er netop ikke en kriminalroman) involveres direkte i drabs- og mordsager, og ikke science fiction, eftersom ingen af os undgår at blive involveret i fremtiden.

Det er måske ved at ændre sig med Maren Uthaugs meget populære procentromaner, som jeg ikke har fået læst, selvom jeg har hørt meget både godt og skidt om dem, plus Olga Ravns internationalt (fortjent) roste lille De ansatte. Og fint og fedt nok selvfølgelig, at den fiktive videnskabelighed primært varetages af kvalificeret stærke forfattere. Sidste år udkom Vibeke Grønfeldts (endnu) ikke bestsellende, på samme tid cool og hjertevarmt postapokalyptiske Lufthavet, nomineret til Weekendavisens Litteraturpris, og nu anmelder jeg med et stort, nutidigt smil Ida Marie Hedes knitrende melankolsk profetiske scifi-roman Den første lidenskab, der bør sælge uforholdsmæssigt meget mere, end den sandsynligvis kommer til at gøre – men fuck akkurat sandsynligheden.