I slutningen af 2021 befandt den danske fregat Esbern Snare sig i Guineabugten ud for Afrikas vestkyst. Formålet var at afskrække nigerianske pirater fra at angribe forbipasserende handelsskibe, og i den første tid virkede afskrækkelsen efter hensigten. Onsdag den 24. november blev besætningen imidlertid orienteret om, at der befandt sig en hurtigsejlende motorbåd i farvandet, og at der formentlig var tale om pirater. Fregatten satte derfor kurs mod motorbåden, frømandskorpset blev sat ind og herefter fulgte en kort, men heftig ildkamp. Fire nigerianere blev skudt og dræbt, en femte faldt over bord og druknede, mens en sjette blev alvorligt såret. Ingen danskere kom til skade.

Her kunne historien om de nigerianske pirater været endt, men det gjorde den ikke. Fordi en af piraterne var såret, kunne han ikke efterlades på en båd, og da der ikke eksisterer en udleveringsaftale mellem Danmark og landene i området, kunne besætningen på Esbern Snare heller ikke sætte den pågældende i land. Piraten, Lucky Francis, blev derfor bragt til Danmark, hvor han ved byretten blev dømt for at bringe danske soldaters liv i fare.