Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang hørte det dragende navn Friedrich Hölderlin. Var det på Kunstakademiets Malerskole, som jeg gik på et år eller to i begyndelsen af 1980erne? Var det en af de unge kunstnere, som jeg dengang lærte at kende, der sagde det til mig? Det er muligt. Og muligt er det også, at jeg ikke kendte mere til den legendariske digter end netop hans navn, da jeg som 20-årig under en rygsæksrejse lod mig lokke ind i det såkaldte Hölderlin-tårn ved bredden af Neckar-floden i den sydvesttyske by Tübingen.

Det lille værelse i tårnet, hvor han tilbragte de sidste fyrre år af sit liv, var så godt som tomt, men man har formentlig kunnet købe postkort derinde. Der ligger i hvert fald et falmet kort på mit skrivebord lige nu. Det forestiller digterens ansigt: yndefuldt og udtryksfuldt.