De gode døde

»Er der nogen gode døde?« Søndagens halvmakabre morgenritual i mit barndomshjem var skudt i gang. Efter morgenbordet var gjort klar, og min far havde sat sig i avislæserens både afslappede og kejtede stilling – tilbagelænet, benene over kors og med strittende, bøjede arme, der holdt papiret i øjenhøjde – slog han op i avisen. Han fremsagde herefter remsen, der slog fast, at i dag var hviledag, og bladrede derpå direkte til dødsannoncerne.

Og sikke overraskelser der kunne tage bo i dødsfald! De små notitser var som en »Hvad kan jeg blive«-bog anno alt for lang tid siden. Der var de velkendte titler: malermester, mejerist og maskinmester. Men så var der også dem, der for et barn fra årtusindskiftet fremstod barokke: skibssmed, typograf og »charmør«.