De bedste bøger lige nu

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev Bogligt begavet. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

I en tid, hvor dele af forlagsbranchen åbenbart har sat sig for at opføre de mest bemærkelsesværdige dramaer uden for bøgerne, er det værd at minde om, at der stadig også på selve de skrevne sider findes overrumplende, fantasifulde fortællinger, der lader et imaginært lys skinne over virkeligheden eller garnerer fiktionen med virkelighedens egen uimodståelighed.

Disse fantasifulde fortællinger kan således både tage udgangspunkt i en filtreret virkelighed – som Cæcilia Holbek Triers Mit menneskeliv – eller i et setup, der skal lægge sig nært op ad et udsnit af verden – som Dennis Nørmarks Harare – og historien – som Gabriela Adameşteanus En spildt formiddag. Men de kan sandelig også helt skrotte virkeligheden, som vi kender den. Enten i form af et system – som Dash Shaws Blurry – eller som fritløbende scifi – som Ida Marie Hedes Den første lidenskab.

Som de indskudte titler afslører, er ledemotivet for denne udgave af Bogligt begavet en dramatisk fortællekraft. Elektromagnetisme på sætningsniveau. Så her kommer fem af tidens bedste bøger:

1. Fra Sukker til Suppe

Ida Marie Hede er en af vores mest flippede (og bedste!) prosaister, og i den melankolsk-profetiske scifi-roman Den første lidenskab om både »erotisk fjernvarme« og »kuldslået livspausering« formår hun at give »et målrettet, genrebevidst snapshot af i morgens menneskelighed«. Det skriver Lars Bukdahl i en begejstret anmeldelse, hvori han roser Hede for at have skabt »udspekuleret og underfundig og simpelthen kontrolleret fiktion«.

Romanens tre dele kan noget meget forskelligt. Første lange del, kaldet »Den dummeste pige i verden«, er en overbevisende young adult-pastiche om jegfortælleren Lola, der har forladt den lille by Sukker og det ensomme barndomshjem (søstrene er borte, moren overgået til en dvaletilstand i en kiste ophængt i et træ) til fordel for universitetsbyen Suppe, hvor hun omsider får en ven.

Anden del, »Mors hus«, udgøres af små, travle tekstbidder fra Lolas barndomshjem. Her har moren en flok tåbelige elskere, »fædrene«, mens robotten Sophia 8. opvarter Lola og hendes to søstre. Robotten finder også vej ind i bogens tredje mere roligere del, »Lenis nat«, hvori Lolas storesøster Leni fortæller om sin flugt fra Sukker og om tilbagekomsten til et kernefamilieliv.

Giv den som gave til: hende, der mener, at dansk litteratur har glemt hittepåsomheden

Ida Marie Hede: Den første lidenskab

2. Landet, alle børn kender

I antropologen Dennis Nørmarks skønlitterære debut, Harare, udsendes den nyuddannede antropolog Anika af en hjælpeorganisation til Zimbabwe, hvor hendes indledende idealisme hurtigt aftager. Året er 2011, og befrieren og diktatoren Robert Mugabe er stadig ved magten. Snart går det op for Anika, at hendes gøremål – først et fiskeriprojekt i en landsby og siden et fokus på ungdomskriminalitet – er meningsløse.

For i Zimbabwe er alle, både de sorte og hvide, svorne racister og sygeligt optaget af penge. Alt plyndres, mens de fornemme diplomater forskanser sig i kæmpevillaer. I sin anmeldelse syntes Bo Bjørnvig godt om Nørmarks thriller, som han kalder en »udmærket en af slagsen«, ikke mindst fordi det lykkes forfatteren at fiktionalisere den »tragediens trekant«, der udgøres af afladskøbende donorer, grådige afrikanske politikere og netop ngo-spidserne og FN-diplomaterne, der lever i deres egne gatede enklaver.

Harare, der både indeholder sex, mord og sågar trampende elefanter, betræder i sin begavede kritik af ulandsidealismen samme spor som Gretelise Holm i romanen Mercedes-Benz Syndromet fra 1998, som også foregår i Zimbabwe, og Jakob Ejersbos Eksil, Liberty og Revolution, der alle blev udgivet posthumt i 2009.

Giv den som gave til: den antropologistuderende niece

Dennis Nørmark: Harare

3. Odyssé i Bukarest

Ingen dansk kritiker ved mere om Øst- og Centraleuropas litteraturhistorie end vores anmelder Jørgen Herman Monrad. Man bør derfor spidse både øjne og ører, når han i sin anmeldelse af den noget sene danske oversættelse af En spildt formiddag (1984) af Gabriela Adameşteanu sammenligner den rumænske forfatter med den jævnaldrende, ungarske nobelpriskandidat Péter Nádas. Adameşteanu, i dag 82 år, springer ligeledes snildt i tid og sted og uden unødige forklaringer.

Monrad sammenligner desuden romanen med andre mere vestlige klassikere: Proust, Beckett, Joyces Ulysses og Woolfs Mrs. Dalloway. Også Adameşteanus elskelige pensionist Vica Delcă defilerer omkring på en hverdagsodyssé (for hendes vedkommende trøstesløse Bukarest i 1980erne), mens hun »på samme tid«, skriver Monrad, registrerer »alt, hvad der foregår i gaderne omkring hende, og alt, hvad der foregår i hendes egen slidte krop og sjæl«.

I den lange fortælling findes flere kortere fortællinger. Delcă besøger en (engang) velhavende veninde, fru Mironescu, i håb om at få lidt penge. Værtinden drømmer sig tilbage til sin ungdoms forelskelse, og siden hører vi om fru Mironescus far og dennes deltagelse i Første Verdenskrig, som udartede uglorværdigt for Rumænien. Monrad slutter sin anmeldelse med flere æggende spørgsmål:

»Vil fru Delcă få det lille pengebeløb, hun har brug for? Vil fru Mironescus flotte ægtemand snart vende hjem fra sin seneste eskapade? Og skal vi kalde den raffinerede Gabriela Adameşteanu en rumænsk Marcel Proust eller en rumænsk Samuel Beckett?«

Giv den som gave til: ham, der aldrig får læst Proust

Gabriela Adameşteanu: En spildt formiddag

4. Kunst og kaos

Filminstruktør Cæcilia Holbek Trier (1953-2023) nåede akkurat ikke at færdiggøre erindringsromanen Mit menneskeliv. Manuskriptet var dog så gennemarbejdet, at familien og forlaget People's enedes om at udgive værket posthumt. Og det med god grund, mener Klaus Rothstein, der i sin anmeldelse kalder romanen for en »absolut læseværdig skildring af en omtumlet opvækst i en farverig bohemefamilie med svag fornemmelse for omsorg og ansvar, et mistrøstigt børneliv på en katolsk klosterskole og et byrdefuldt voksenliv med et havareret ægteskab«.

Da forældrene bliver skilt, sendes romanens hovedkarakter Cæcilia plus søskende på kostskole, hvor opdragelsen overlades til nonner. Imens skejer moren ud i det kulturelle jetset. Cæcilia bliver først børneskuespiller, siden filminstruktør og gift med Lars von Trier, med hvem hun er en del af et avantgardemiljø, der ender med at ændre filmhistorien.

Trier skrider, mens hun er gravid. En »instinktbrist« kalder forfatteren det at kunne forlade sit endnu ikke fødte barn. Cæcilia slås videre i kaos og får skrevet manus, skaffet penge og instrueret den selvbiografiske film Nonnebørn (1997). Mit menneskeliv er ifølge vores anmelder, Klaus Rothstein, »et fint og nænsomt selvportræt, både af pigen og af kvinden, og en tankevækkende skildring af bohemernes og nonnernes uforenelige kulturmiljøer«.

Giv den som gave til: den nærmest religiøse Dogme 95-elsker

Cæcilia Holbek Trier: Mit menneskeliv

5. Tvivlrådighedens tåge

Amerikanske Dash Shaws ambitiøse og vellykkede grafiske roman Blurry er opbygget efter et slags kinesisk æskesystem, hvor en kæde af historier, der alle kredser om tilværelsens valg og tvivlrådighedens tåge, knyttes sammen. Det begynder med fortællingen om den kedelige Ken, hvis bror skal giftes på en strand. Ken har brug for en skjorte, der matcher havet, men mere ved han ikke.

Kens usikkerhed får ekspedienten Maxie til at tænke over hendes eget aktuelle valg mellem to meget forskellige mænd: hendes kantede kæreste Omar og den blødere kollega Kay, som på Maxies opfordring giver sig til at fortælle om sit tidligere limbo mellem studietid og voksentilværelse. Sådan fortsætter Shaw i en klar, plastisk streg, indtil vi når til Dan, der må køre gennem tæt tåge ved hjælp af sin intuition. Og herfra bevæger den grafiske roman sig guddødeme tilbage igen, led for led, for at se de forskellige karakterer træffe deres valg.

»Det lyder måske fortænkt, men sådan opleves det ikke. Faktisk var det først, da jeg systematisk kortlagde bogens fortællestruktur, at jeg bemærkede dens perfekte symmetri. Shaws figurer føles som frit handlende og tænkende individer, ikke brikker i et narrativt spil. De lever i verdener, han forstår – billedkunstens, litteraturens, tvivlens – og han skildrer dem med stor empati, også når de mindst fortjener det,« skriver Erik Barkman i sin anmeldelse.

Giv den som gave til: ham, der endnu ikke har fået øjnene op for den grafiske romankunst

Dash Shaw: Blurry

Og hermed nåede vi endnu en gang til vejs ende i Weekendavisens litterære nyhedsbrev Bogligt begavet. Det har som altid været en udsøgt fornøjelse at få lov at kuratere tidens bedste litteratur til alletiders bedste læsere (fedte, fedte).

Om to uger vil jeg atter banke på Deres indbakke med nye litterære anbefalinger. Indtil da skal De endelig ikke holde Dem tilbage med at skrive til mig med tips og tricks på xahb@weekendavisen.dk. Og husk nu at dele løs af nyhedsbrevet. Alle og enhver, der måtte have interesse, kan skrive sig op til at modtage Bogligt begavet her.

Vi læses ved!

Asker Hedegaard Boye
Assisterende litteraturredaktør