Da hovedkarakteren Ari i Jón Kalman Stefánssons Nogenlunde på størrelse med universet (2017) vender tilbage til sin hjemby, får han øje på byens bibliotek og udbryder: »Bibliotek er et af de smukkeste ord, jeg kender.« Sådan har jeg det også, men selvom ordet er smukt, er stedet det sjældent. De fleste danske biblioteker er kæmpemæssige skuffelser.

Forleden var jeg i Aalborg, og da jeg gik ind på et mindre bibliotek for at slappe af og læse lidt i en bog, placerede jeg mig i en lædersofa, der viste sig at være af plastic, og ved et sofabord, som ikke havde været tørret af i 2025 (måske heller ikke i 2024). På gulvet lå der madaffald og slikpapir, i de billige IKEA-lamper var flere af pærerne sprunget, og på hylderne var bøgerne så kaotisk og ukærligt organiseret, at jeg kort overvejede, om det her mon var Danmarks dårligste bibliotek.

Men nej. Når jeg besøger en by, besøger jeg også biblioteket, og jeg har efterhånden et solidt sammenligningsgrundlag. Der findes selvfølgelig fine biblioteker, eksempelvis i Esbjerg, Herning, Gentofte, Birkerød og Silkeborg, men eksemplerne på det modsatte er overvældende. Fælles for de dårlige biblioteker er en uhellig alliance af lav politisk prioritering, tarvelig æstetik, manglende omhu og elendig brugeradfærd.

Bogligt begavet

Få Weekendavisens litterære nyhedsbrev med boganbefalinger direkte i indbakken.

Hvad gør vi – bortset fra at placere biblioteket højere på den politiske dagsorden? Jeg foreslår, at man rekrutterer nogle håndfaste bedstemødre og pensionerede oberst Hachel-typer til at få sat lidt skik på det kulturelle rum. Så kan bibliotekarerne forholde sig til deres kerneopgave: at åbne bogen for folket.

Der findes selvfølgelig fine biblioteker, men eksemplerne på det modsatte er overvældende. Arkivfoto: Liv Latricia Habel, Scanpix
Der findes selvfølgelig fine biblioteker, men eksemplerne på det modsatte er overvældende. Arkivfoto: Liv Latricia Habel, Scanpix

Imens kan deres nye håndlangere sørge for, at børnefamilierne selv sætter bøger og legetøj på plads og ikke efterlader deres madaffald til os andre, ligesom de kan minde endnu mere retningsløse typer om, at håb er bedre end hash, og at det nu er slut med at bruge biblioteket som festlokale. »Her vogter jeg!« kan der passende stå på døren ledsaget af et billede af en af dem, der mener det med dannelse alvorligt.

Enhver by bør have mindst ét smukt bibliotek.