Anmeldelse. Kristian Leth har skrevet en lille bog om at finde sig selv som søn og som far i en form for emotionelt hukommelsestab. Det er stor erindringskunst.
Cikaderne findes
På en måde er det nok, at Kristian Leth skriver så godt, som han gør. Man skal lede i mange bøger, før man finder så visuelle formuleringer, så sigende billeder, så sprødt krakelerende betydninger. I sin nyeste bog, En vej ud af tågen, skriver han en form for voksent reflekterende barndomserindringer, der næsten snor sig ud af en lille drengs rene iagttagelser.
»Fugle er meget fine, når de er døde. Vingerne er foldet langs kroppen, og hovedet trukket ned, ligesom en mand fra gamle sort-hvide billeder, med hænderne i lommen på den sorte vinterfrakke, ansigtet udtryksløst, skuldrene oppe omkring nakken på grund af kulden.«
Del:
