Jeg tror sgu, at af danske, nulevende forfattere – bortset fra dem, jeg er bedste ven og gift med – så er Christina Hesselholdt min absolutte yndling! Undskyld, Peter Laugesen! Undskyld, Helle Helle! Undskyld, Line Knutzon! Den placering havde jeg ikke forudset, da jeg for 35 år siden pænt patroniserende anmeldte hendes maks. minimalistiske debut, Køkkenet, gravkammeret & landskabet, i Kristeligt Dagblad under overskriften »Pixiroman«. Forstået både som pixibog og det engelske ord for nisse, pixie.

Hesselholdt er stadig en stiligt vild nisse, og de 150-170 sider er forblevet favoritformatet, hvilket altid, på den gode, narkotiske måde, føles mindst 50 sider for lidt. Således også den splinternye, sejlende suveræne roman, Passion i voks. Den enigmatiske titel er flot, men også misvisende patosfuld, så sandt som bogen er Hesselholdts sjoveste til dato, som i slapsticksjoveste samt lige præcis det gode, dybe grin sjovere end den hidtil sjoveste og lige så højstemt betitlede forgænger, Gennem et filter af rødt (2024). Mere humørmæssigt præcist kunne den have heddet Passion i wokgryde.