Kommentar. Sally Rooneys romaner tegner et dystert portræt af en millennialgeneration uden forestillingskraft, for hvem politik er reduceret til virkelighedsfjerne postulater.
Bøllehats-marxisme
Som mange nok har bemærket, udgav det irske fænomen Sally Rooney for nylig sin tredje roman, Skønne verden, hvor er du. Ligesom ved udgivelsen af hendes anden roman, Normale mennesker, var der tale om en litteraturbegivenhed, hvor forfatterens status som generationshvisker for de nu 30-40-årige millennials blev diskuteret vidt og bredt. Under lytning til diverse litteraturpodcasts og læsning af de overstrømmende anmeldelser bed jeg igen mærke i et aspekt af Rooney-receptionen, der har forundret mig fra begyndelsen, nemlig italesættelsen af Rooney som marxist.
Den udbredte forestilling om, at Sally Rooney skulle være marxist, baserer sig tilsyneladende udelukkende på, at hun gennem hele sin karriere entusiastisk har omtalt sig selv som sådan i det ene interview efter det andet. Men fokuserer man på, hvad Rooney skriver, og hvad hun gør, i stedet for hvad hun påstår, tegner der sig et billede af en apatisk, i bedste fald apolitisk og på alle måder umarxistisk generationsrepræsentant.
Del:
