Vejvisere. Komedien er et hovedværk i den følsomme mands kulturhistorie, og Dante græd mere end sommerens sportsmænd tilsammen. Fryd jer, thi der findes ikke maskulinitet, men maskuliniteter. Og 700 år senere kan Lil Nas X poledance til Helvede og give Satan en lapdance.
At græde sine modige tårer
Jeg kan så godt lide fortælleren Dantes særlige gemyt i Den gudommelige komedie. Alene det, at han står i en midtvejskrise og vælger at sublimere den til en vandring gennem dødsrigerne med antik rejsefører – et sådant neurotisk storhedsvanvid må man respektere.
Dante er skadefro og smålig nok til at anbringe lokalpolitikere og gejstlige fra sit eget liv på rette plads i Helvede. Og så, bedst af alt, er han vidunderlig grådlabil. Dante er ikke en heroisk, men en bævende fortæller, en sart sjæl, der ikke bestiller andet end at bryde sammen i gråd og besvime på sin vej igennem Helvede. Han er fuld af tvivl og ængstelse, han vakler og skælver, og vejviseren Vergil skal konstant indgyde ham mod til at tage et skridt længere ned i uhyrlighederne, eventuelt fysisk tage ham i hånden eller i sine arme for at hjælpe ham videre.
Del:
