For satan. Den guddommelige komedie er hele to gange djævelsk dygtigt fordansket, i henholdsvis et lukket og åbent metrisk fængsel, af Christian Molbech og Ole Meyer.
Allerhelvedes flot på dansk
Illustration: Lars Vegas Nielsen Lars Vegas Nielsen/weekendavisen 2021
Jørgen Leths cykelfilm En forårsdag i helvede, 1977, skildrer rytterens pinsler på de brutale brosten i den såkaldte »forårsklassiker« Paris-Roubaix. Man kunne godt få den tanke, når man ser filmen og hører Leths på samme tid højstemt løftede og informativt nøgterne speak, at Leth var den perfekte moderne oversætter til Helvede-delen af Dantes Guddommelige komedie. Eller kommentator lige præcis, fordi teksten snarere end at oversættes burde kommenteres – med Dante og Vergil som cykelrytterne, der jo netop har alle deres egne praktiske strabadser med deres gennemvandring: Hele tiden byder det sære, nådesløse landskab på nye udfordringer, der skal overvindes. Men også som spejling af Dante og Vergil selv som speaker-team, hvor Dante medlevende overrumples og forfærdes over, hvad og hvem han løbende støder ind i, samtidig med at det også er ham, der interviewer de udslidte fordømte, mens Vergil køligt leverer overblik og baggrundsinformation.
Det svære for en oversætter må være at nå frem til netop den hårde, vilde klarhed og det improvisatoriske, målrettede flow, der kendetegner både Leths speak og Dantes original, og som hele sliddet med at bevare komediens krævende formaliteter så let fordunkler og forklumrer. De to store danske Dante-oversættere, Christian K.F. Molbech, 1851, og Ole Meyer, 2000, lader sig begge pligtskyldigt hænge op på formaliteterne – et alternativ, parallelt med mit (ikke kun) spøgefulde speak-forslag, er at give fanden i metrik og levere rent friløbende prosadigtning som i for eksempel Otto Gelsteds Homer-fordanskninger – men de går temmelig forskelligt til værks.
Del:
