Jeg er med på alt det fæle, patriarkalske, massivt repressive og fortegnende i selve genidyrkelsen i alle litteraturhistorierne og kunsthistorierne og musikhistorierne og arkitekturhistorierne og alle de andre dødssyge historier om arter af kunst.

Mere specifikt er jeg også træt af historien om det litterære (i den grad mandlige) topgeni, der forfatter digre, inderligt dybsindige eller dybsindigt inderlige værker, fra Proust og Musil (Joyce er alligevel for flippet og sjov) til Knausgård og Ørntoft, camouflageessayisterne kunne man måske kalde dem. De specifikke kvaliteter og kvalitetsforskelle ufortalt! Det er klicheen og favoriseringen af den kliché, der er så enerverende, og den kliché er klart nok en genikliché.