Backlash. En ny bølge af reaktionær feminisme modsætter sig udviklingen inden for sex, køn og teknologi. Men hvordan stopper man en kultur, der sætter autonomi og frihed over alt andet?
Ånden tilbage i flasken
I 2010erne blev feminismen mere mainstream, end den havde været i årtier. En af hovedstrømningerne var det, som nogle kaldte for fjerdebølgefeminisme og andre for sexpositivisme, der fokuserede på kvindens ret til at udleve sin seksualitet og sine lyster uden moraliserende formaninger. Sideløbende blev forståelsen af, hvad en kvinde overhovedet er, udvidet af transaktivismen, der udviklede sig fra nichefænomen til en af kulturkampens varmeste kartofler.
Pendulsvingninger mellem frisættelse og grænsedragning er en historisk konstant, og i 2020erne er en konservativ feministisk bølge under opsejling. Det var ikke, fordi det forgangne årtis feminisme nogensinde fremstod uimodsagt, men først i disse år kan man fornemme et samlet program fra kvinder på den modsatte fløj. Et backlash, om man vil. Særligt i Storbritannien har en række bøger udfoldet en feminisme, der trækker i håndbremsen i forhold til ønsket om stadig mere autonomi og personlig frihed.
Del:
