Historikeren Poul Duedahl har i en række bøger beskæftiget sig med samfundets udgrænsede borgere, der blev indsat i fængsler og på anstalter. Men i et nyt værk rettes fokus mod en helt anden og mere fashionabel gruppe, hvoraf nogle imidlertid endte i armod og bag tremmer, da festen først sluttede.

Første Verdenskrig ændrede Europa for altid. Det gamle Europa brød sammen, og nye kulturer opstod i krigens kølvand. Et af de dugfriske fænomener var krigsspekulanterne, der blev kaldt mange ting – fra »gullaschbaroner« til det mindre kendte »minutmillionærer«, der også har fundet vej til Duedahls titel.