Hun er måske den mest omdiskuterede kvinde i danmarkshistorien. Grevinde Danner er både blevet kaldt en grim ælling, opkomling, golddigger, kvindesagsikon, arbejderklasseheltinde og kulturradikal inspiration. Men først og fremmest indvarslede hun det moderne gennembrud.

Frederiksborg Slot har netop åbnet en særudstilling om den uægte datter af en tjenestepige, der blev lensgrevinde, og det er godt set. For hun er en af vores vildeste kvindeskæbner, og når man oplever Danner af Danmark, forstår man også, hvorfor dronning Mary sidste efterår dukkede op til indvielsen af Danner-monumentet med grevindens broche på frakken. Danner var en forløber for, at borgerlige kvinder en dag kunne blive dronninger.