Læserbreve

Italiensk mad

Christian Aage, madelsker

Søren K. Villemoes konkluderer i en madklumme i WA #05 på basis af grundigt feltarbejde: »Italienere er ikke særlig gode til at lave mad.« De skuffende nedslag på italienske restauranter kan min hustru og jeg tilslutte os. Men konklusionen er forkert. Det, som vi (og Villemoes?) mener, er, at italienske restauranter ikke er særlig gode til at lave mad.

Forklaringen er den, at maden ikke længere bliver lavet af faglærte kokke som i gamle dage, men af underbetalte såkaldte kokke fra den anden side af Middelhavet, der ikke forstår sig på det fornemme italienske køkken. Kun de dyreste restauranter har råd til at have italienske kokke stående i køkkenet.

En anden grund til miseren er turisternes uvidenhed og uvilje til at betale, hvad finere kogekunst koster. På en fornem restaurant i Venezia, berømt for sit righoldige spisekort, var min hustru og jeg naboer til et yngre amerikansk par, der tydeligvis ikke forstod spisekortet og heller ikke orkede at bede den belevne tjener til råds.

Opgivende bestilte de en pizza margherita, som de fik serveret uden hævede øjenbryn, til trods for den fornærmelse de netop havde udsat restauranten for. Vi afsluttede selv vores måltid med den berømte dessert zuppa inglese, som desværre også er ved at forsvinde fra spisekortene.

Prævention

Thomas Brenøe, direktør

I WA #05 skrev Malene Jensen en god klumme om, hvordan kvinder ofte ser sig selv i et uløseligt præventionsdilemma, hvor alle løsninger synes dårlige. Desværre slutter hun af med en bredside til vores mandsdominerede samfund, som hun beskylder for at vende det blinde øje til problemer, der kun rammer kvinder.

Jeg kan ikke afvise, at der er en generel sandhed i det udsagn, men i forhold til prævention, så tror jeg slet ikke på, at det er, fordi mænd er ligeglade, at der ikke er sket større fremskridt. For det første findes der millioner af dygtige kvindelige læger og forskere, som utvivlsomt er interesseret i at løse problemet, og hvem siger, at det skal løses af en mand?

For det andet er prævention en milliardindustri, og selv den mest mandsdominerede medicinalvirksomhed vil være voldsomt interesseret i at udvikle en løsning, der slår alle andre af banen. For få år siden var der ikke mange, der havde hørt om Wegovy eller ChatGPT. Om nogle år kan det være, at vi alle kan glæde os over XX- eller XY-prævention? Det er ikke mændenes skyld, hvis der ikke sker et gennembrud.

Flyskam

Philip Berggren Hansen, IT-konsulent

Jeg har netop læst lektor Søren Gosvig Olesens kronik »Flyvemaskinens skam« (WA #05), der viste sig at være min søndagslæsnings pendant til flyrejsens turbulens. Et fald i Weekendavisens flyvehøjde, hvis man forventede det sædvanlige velfunderede og argumentbårne.

Her drejer det sig i stedet om, at Gosvig Olesen flyver på ferie flere gange om året, og at feriedagene går med at slikke sol, ryge og spise kød, og det vil han i øvrigt ikke skamme sig over. Han vil lade CO₂-udledning være CO₂-udledning og fra sin plads på den lokale på Samos glo ud over verden, der går ned.

Er det en onkelspøg, der skulle have været blevet ved middagsbordet? Er det en stiløvelse i kynisme? Den formular er enkel og udbredt: Præsenter måden, hvorpå en krise karambolerer med din personlige udfoldelse, ophæv så din egen indflydelse på krisen, og så ligger begrundelsen for at være ligeglad ligefor.

Tror I virkelig, at kapitalen giver efter for frøkenmoral, håner Gosvig Olesen ungdommen, underforstået at det er som at jage en tyr på flugt med en vifte. Muligvis, men frøkenmoralen fik da Gosvig Olesen til tasterne for at erklære sig fri af en CO₂- skam, han jo så trods alt må kende til. Skamfuld eller ej, det bliver ikke kynikerne, der medvirker til at inddæmme klimakrisens ødelæggelser.

Imperialisme

Ulf Kromann, medicinstuderende

Jeg irriteres ofte, når jeg støder på begrebet »imperialisme«. Det virker, som om mange brugere af ordet enten ikke forstår dets grundbetydning eller benytter det på samme måde som en sovjetisk/russisk propagandist ville gøre. På lex.dk hedder det sig at, »imperialisme er en form for ekspansionspolitik«.

Der er altså i ordets egentlige betydning tale om en aggressiv udenrigspolitik og ikke et statisk magtforhold. Har man læst politologen Hans Morgenthaus klassiker Politics Among Nations (1948), ved man, at imperialisme her er en betegnelse for en stats strategi, der forsøger at »ændre på den internationale magtbalance«.

I WA #05 funderer en statskundskabsstuderende, Jonathan Klitgaard Sørensen, over, »hvorvidt det er imperialistisk af Danmark at fastholde, at Grønland tilhører os«. Med politologiske briller er dette helt gak, der er tværtimod tale om en konservativ eller en status quo-strategi, da Danmark umiddelbart netop vil fastholde den nuværende (tidligere?) magtbalance.

»Imperialisme« er et ord, som har en veldefineret neutral betydning i politisk videnskab og endvidere fine latinske rødder. Jeg synes, det er synd, at det nu til dags mest benyttes som et lidt for legitimtlydende, ikke helt veldefineret, sandsynligvis sovjetisk-propaganda-inspireret tendentiøst ukvemsord.

Tesfaye

Mette Brunnich Meier, lærer

Jeg er yderst tilfreds med den tilgang, Mattias Tesfaye har til folkeskolen. Vi må stille højere krav til faglighed, dannelse og adfærd, men vi er nødt til at have værktøjerne til det. Den ændrede lovgivning, som træder i kraft næste år, kan have god effekt, og vi har da også muligheder for at iværksætte gældende værktøjer. Men nogle kommuner er for berøringsangste til at bruge dem.

Virkeligheden er, at alt for mange elever ikke deltager aktivt i undervisningen. De gør alt, hvad de kan for ikke at lave noget, og dertil kommer det reelle fravær, som er alt for højt. Hvis ikke der er opbakning fra forældrene, er vi handlingslammede og kan blot se til, mens alt for mange elever går tabt i systemet. De kommer aldrig til at kunne passe et arbejde, da de går og kommer, som de vil.

Jeg så gerne, at det blev pålagt kommunerne at trække i børnepengene, og her mener jeg naturligvis ikke, at det skal gælde for børn, der har gyldig grund; og så kunne man jo også give de børn, der fravælger undervisningen, fravær. Det ville give mere ro og – hvem ved – måske mere respekt for det fællesskab og den mulighed, skolen er.

Skærmenes ære

Christian Egander Skov, programleder ved Tænketanken Prospekt, og Rasmus Lund-Nielsen, folketingsmedlem (M).

Det var med nogen overraskelse, at vi i WA #05 læste lektor Simon Skov Fougts kritik af vores kronik (WA #04). Fougt, der sælger lærebøger om digital forståelse, anerkender, at vi står i en læsekrise, men hans ærinde er at forsvare skærmenes ære.

Fougt indrømmer, at han ikke vil give sit eget barn en smartphone. Men hvad med dem, der ikke er så heldige at have Fougt som far? Vi forstår ikke, hvorfor vi skal lade techindustrien have frit spil over for vores andres børn. Trivsel, læring og læsning kan ikke blot være et personligt ansvar, men må være centralt for enhver skole.

Fougts kritik er tyndbenet. Vi refererer til PIRLS-undersøgelsen fra 2023. Han gør opmærksom på, at den er foretaget i 2021 og præsenteret i 2023. Men en bog skrevet i 2021 og udgivet i 2023 ville man stadig beskrive som en bog fra 2023. Vi påpeger, at PIRLS og PISA viser samme tendens. Fougt mener, at det kan vi ikke sige noget om, fordi det drejer sig om henholdsvis 4.-klassesbørn og 15-årige.

Særligt mystisk bliver det, når Skov Fougt hævder, at vi i vores opsummering ikke må lægge de seks procent af eleverne, som slet ikke kan læse, oven i de 19 procent, der ikke rigtig kan læse.

Principielt kræver Fougt klar kausalitet. Tankegangen er: Hvis huset brænder ned, når stearinlysene har stået tændt, så må man ikke konkludere noget som helst, før den brandtekniske rapport indløber. Ja, vi skal endda lade lysene brænde for fuldt blus. Vi argumenterer ud fra korrelation. Den er dog stærk: Mere skærm giver mindre læsning.

Og mens vi henviser til forskning, er det tilsyneladende nok for Fougt at erklære sig »stensikker« på, at skærmene ikke spiller nogen rolle i læsekrisen. Mest alvorligt er det, at Fougt insisterer på, at en skærm blot er et bæremedie. Det er forkert. Teknologi er aldrig neutral.

Skærmen adskiller sig fra papiret i sin interaktive natur og sine kognitive effekter. Forskere har fundet, at hvis en elev bruger ti timer på at læse bøger på papir, vil dennes forståelse sandsynligvis være seks til otte gange større, end hvis samme elev læser på digitale enheder i samme tid.

Det mærkelige er, at Fougt faktisk anerkender, at der er en læsekrise. Men i stedet for at spørge til skærmenes rolle vælger han et personangreb, der tjener ét eneste formål: at forsvare skærmene i skolen. Pedanteri fører ubesværet over i perfiditet, det er der i det mindste klar evidens for.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.