Den sociale indignation kan være en god drivkraft for en forfatter. Men den kan også være en spændetrøje. I Amalie Sehested Roms debut, Hun har altid lyst til, at der skal være en til, er den begge dele. Den fortættede kortroman består af tre spor, som ikke hænger sammen i ydre handling.

Første spor handler om Timéa, der arbejder for teleselskabet Orange i Paris. Hun er på jagt efter en fremlejebolig, men konkurrencen er hård. Da hun kommer til fremvisning på en lille lejlighed, hvor udlejeren virker rimelig og ikke spekulerer i høj husleje, synes hun, at han ser forladt ud. Hun tager derfor fat om hans bæltestrop og trækker ham til sig: »Hun lyner hans bukser op og tager hans pik frem. Den er allerede halvstiv, medgørlig og rosa.«