Læserbreve

Lydhør læsning

Iben Have, ph.d. og medieforsker ved Aarhus Universitet

I WA #03 kobler Christian Egander Skov og Rasmus Lund-Nielsen igen den såkaldte læsekrise blandt børn og unge sammen med brugen af de internetopkoblede smartphones i både skolen og i fritiden. Men som så ofte i debatten bliver det desværre til et ensidigt spørgsmål om analoge, trykte bøger over for elektronisk skærmlæsning. Hermed overhører man en vigtig og voksende kilde til gode digitale litteraturoplevelser – nemlig lydbogen.

Lydbogen stimulerer elevernes læselyst, ordforråd og sproglige kompetencer og er desuden et godt supplement til den kropsligt passive, visuelle læsning i skolerne. Når alle i klassen en gang imellem »læser« lydbøger, er det desuden med til at opbløde de læsehierarkier, som opstår i klasserne, omkring stærke og svage læsere, fordi de såkaldt svage læsere ofte er de mest trænede lyttelæsere.

En undersøgelse fra forskningsprojektet »Reading Between Media« (Aarhus Universitet, 2022) om forskellige læsepraksisser blandt 6.- og 8.-klasseselever fra Silkeborg Kommune viser blandt andet, at knap 25 procent af eleverne lytter til lydbøger i deres fritid. Generelt ved vi, at lydbogslæsningen ikke får os til at læse færre bøger – tværtimod stimulerer denne vores generelle læselyst.

Der hersker desværre stadig en sejlivet opfattelse af, at »lyttelæsning« er en overfladisk og distræt måde at tilegne sig litteratur og fortællinger på. Men at blive en god lydbogslæser kræver høj lytte- og koncentrationsevne, der kan trænes på samme måde, som vi gennem århundreder har trænet elever i tavs, stillesiddende, visuel læsning.

Så når vi diskuterer brugen af digitale læringsmidler, bør vi ikke kun have øje for en læsekrise forårsaget af internettet og digitale medier, men også have øre for de muligheder, disse teknologier skaber for at træne eleverne i lydhørhed og koncentreret lytning til forskelligartede tekster og stemmer. Det er også en vigtig kompetence i udviklingen af vores sociale liv og demokratiske sindelag.

Selvstændighed

Niels Riisberg Jespersen, selvstændig

En stor tak til Poul Pilgaard Johnsen for at formidle Mette Lybecks oplevelser (WA #04) fra virkeligheden i Grønland, hvor hun i halvandet år arbejdede i psykiatrien: »Man har hverken ressourcerne, kompetencerne, kapaciteterne, logistikken eller noget som helst,« siger Lybeck om velfærdssystemet, men mon ikke det gælder generelt i Grønland – og at enhver idé om selvstændighed derfor er utopi og vil være det i mange år fremover?

Jeg vil opfordre alle politikere – især grønlandske og meningsdannere, der måtte mene, at Grønland bør være selvstændigt – til at læse hele dette interview. Efterfølgende vil Danmark så igen få skylden for situationen, men på et tidspunkt må der være nogen, der tillader sig at spørge: Hvornår mon Grønland og grønlænderne vil blive i stand til forsvarligt at være selvstændige, også økonomisk?

Når det tidspunkt engang i en fjern fremtid er etableret, bør grønlænderne spørge sig selv, om de fortsat ønsker tilknytning til Danmark eller eventuelt USA, for rigtig selvstændigt bliver Grønland aldrig. Dertil er den geografiske placering for vigtig. Præsident Donald Trump mener at vide, at Danmark behandler grønlænderne dårligt, og at de derfor hellere vil være venner med amerikanerne. Inden grønlænderne træffer en sådan beslutning, bør de dog – før også Grønland bliver omdannet til reservat – undersøge nærmere, hvordan USA har behandlet indianerne.

Ro på

Nana Francisca Schottländer, kunstner, Judith Katz, tidligere lærer, Jakob Amichai Bennedsen Szankowski, maskiningenør og Eline Cecilie Feldman, leder

Du har helt ret, Søren K. Villemoes (WA #04). Ro på. Det er faktisk muligt at være åben om sin jødiske herkomst på Nørrebro. Du overser dog behændigt vores pointe om, at der er antisemitisme i Danmark. Vi oplever bare ikke, at den kommer fra palæstinensere, som vi deler holdninger med, men derimod fra den yderste højrefløj.

Og ja, som så mange andre steder har symboler og flag en betydning. I nogle kvarterer (læs de fleste) vil et russisk flag vække voldsom furore, da det siden invasionen af Ukraine har været et symbol på en ideologisk og væbnet krig mod et uskyldigt folk. På samme måde vækker det furore, når man flager med det israelske flag, der siden efteråret 2023 har været et symbol på en stat, der sønderbomber, udsulter og undertrykker et uskyldigt folk. Begge flag er desuden også symboler for stater, hvis statsoverhoveder er efterlyst af den internationale straffedomstol for henholdsvis krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Antisemitisme er et alvorligt problem. Ingen skal opleve diskrimination på baggrund af at være dem, de er. Kritik af staten Israel er dog ikke antisemitisme, det er kritik af en stat, der bryder internationale love ved at besætte palæstinensisk land. Så ro på. Vi er faktisk jøder på Nørrebro, der lever i fred med vores naboer, der også kæmper for menneskerettigheder og opretholdelsen af internationale love og konventioner.

Unødig sort avis

Sofie Thorsen, cand.mag.

Jeg er med på, at det er Weekendavisens raison d’etre at sige den ubekvemme sandhed; at tale den politiske korrekthed midt imod. Det holder jeg af. Alligevel bliver det en smule trættende at læse de seneste ugers vinklinger på spørgsmål om Trump (han er ikke så gal endda!), Grønland (det er dem, der er racister!) og islam (er islamisme!).

Avisen bør passe på, at den ikke i sin iver efter at gå kontra på tidens mode ender et unødigt sort sted. Derfor var det så glædeligt at læse Jesper Vinds ædruelige kommentar om AfD (WA #04): »Udtalelserne fra Elon Musk og jublen hos AfDerne i Halle skal ses i denne historieløse og mere højrenationale kontekst.« Se, her findes stadig et kompas.

Læsekrise

Alexander Strand, lektor

Under overskriften »Postulater og forenkling« forsøger ph.d. og lektor Simon Skov Fougt at afspore en væsentlig debat i sidste uge Weekendavisen (WA #04). Det bør han imidlertid ikke slippe godt fra. Fougt lægger ud med en række detaljerettelser (blandt andet i forhold til brugen af PIRLS' data), der ikke på nogen måde gendriver hovedpåstanden om et forestående problem med danske børn og unges læsefærdigheder.

Tværtimod siger PIRLS selv: »Danske 4.-klasseelever har i PIRLS 2021 en gennemsnitsscore på 539 point. Resultatet er signifikant lavere end i alle tidligere PIRLS-undersøgelser.« Der er altså et problem, men Fougt afviser så en (afgørende?) sammenhæng mellem læsekrisen og overforbruget af IT, da han skriver, at han »er enig i, at læsekrisen har 'mange og dybe rødder', men jeg er stensikker på, at ’skærmen’ ikke er en af dem«.

Skærmen er ifølge ham et bæremedie på lige fod med papir. Til gengæld er en af de væsentlige årsager til læsekrisen ifølge Fougt »politisk bestemte nedskæringer«. Okay. Men hvordan forklarer han så PIRLS' egen konklusion? Nemlig at eleverne »i de fleste deltagende lande og regioner, som også deltog i 2016, er faldet signifikant i gennemsnitsscore, herunder alle de nordiske lande«.

Politiske nedskæringer i Danmark har vel trods alt næppe konsekvenser for hele den vestlige verden. Der er en anden mere plausibel forklaring, som handler om udbredelsen af skærme og IT siden årtusindeskiftet. Det er således opsigtsvækkende at høre en forsker være »stensikker« på noget relateret til hans felt uden at bevise det.

Synet på Grønland

Ulla Houborg, sygeplejerske, MA i sundhedspædagogik og forhenværende lektor på Københavns Professionshøjskole

Organisationspsykolog Mette Lybeck får så meget plads i Weekendavisen (WA #04), at hendes oplevelser er nødt til at få et modsvar. Jeg har arbejdet som sundhedsplejerske tre måneder i Nanortalik i Sydgrønland, og jeg havde på ingen måde lignende oplevelser med hjem i bagagen. Men jeg mødte danske sygeplejersker og læger, der også havde en meget negativ tilgang til grønlænderne.

Jeg mødte heldigvis også sygeplejersken Karl Peter og en fantastisk overlæge fra Sønderjylland, som arbejdede ordentligt og elskede landet og befolkningen så meget, at han var med til at oprette et børnehjem på Vestkysten. Frivilligt arbejde. Til min sundhedsklinik havde jeg fået en kæmpe kasse med Lego, som jeg donerede til børnehjemmet.

Børnene havde næsten intet legetøj. De kom tilfældigt forbi min klinik, måske skulle et lille barn vaccineres. De fik selvfølgelig en lille pose hver. Det her handler om menneskesyn. Grønlænderne har brug for at mærke vores positivitet, og at vi er ydmyge og nysgerrige på deres kultur. Da vil også de vise sig som åbne, skønne mennesker. Nøjagtig som i Afrika, hvor jeg netop har rejst rundt sammen med min søn, der arbejder som fotojournalist for Folkekirkens Nødhjælp.

De tupilakker i fedtsten, jeg havde med mig hjem fra Grønland, ville den formynderiske sygeplejerske eller læge aldrig kunne have købt sig til. Grønlænderne er et stolt folkefærd.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.